Borgmester er inhabil i omstridt biogas-sag
Borgmester for Ikast-Brande Kommune, Ib Boye Lauritsen (V) forklarer til TV MIDTVEST, at han er inhabil i sagen om et planlagt biogasanlæg nord for Ikast.
Borgmester for Ikast-Brande Kommune, Ib Boye Lauritsen har erklæret sig inhabil i sagen om det planlagte biogasanlæg, nord for Ikast.
Det fortæller han til TV MIDTVEST.
- Jeg undersøgte det forrige mandag. Og med det samme vores jurist siger, at det er du, så meddeler jeg det, fortroligt, til økonomiudvalget, fortæller Ib Boye Lauritsen.
Inhabiliteten handler, ifølge borgmesteren, om, at hans to sønner er mulige kommende modtagere af gyllen fra biogasanlægget. Og også mulige leverandører.
- Mine to sønner har overtaget alle anparter i det firma, som jeg engang ejede, Egebjerg Agro. De har ikke betalt hver en krone endnu, så der er et tilgodehavende, det vil sige, at jeg har penge tilgode i selskabet, forklarer Ib Boye Lauritsen.
I aftes fortalte han om sin inhabilitet til byrådet under et lukket punkt.
- Jeg synes, det var vigtigt at informere om, at når vi skal til at træffe beslutninger, så er jeg inhabil, understreger Ib Boye Lauritsen.
Skal give mest mulig indsigt
Borgmesterens forklaring om, hvorfor hans inhabilitet foregik på et lukket møde, først i økonomiudvalget og derefter i byrådet, kan anfægtes, mener forskningslektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, som er ekspert i kommunalpolitik.
- I udgangspunktet kan man kun lukke punkter, hvis der er en juridisk begrundelse. Og er det hele punktet eller kun dele af det? Man skal give mest mulig indsigt i det, der foregår, fastslår han.
Derudover er det vigtigt at få belyst, i hvor lang tid, borgmesteren har været inhabil.
- Inhabilitet betyder, at man skal holde sig helt væk, fra en sag. Ikke bare i den afsluttende beslutningsfase. Man skal holde sig væk fra dag et, og man må ikke deltage i møder, der vedrører sagen, forklarer Roger Buch.
- Den dag, hvor det kommer frem, at der er et projekt undervejs og han selv kan have en interesse i det, skal han sige, at han er inhabil.
Borgmester Ib Boye Lauritsen mener ikke selv, at situationen kan give anledning til spekulationer.
- Der har ikke været politiske behandlinger endnu, kun politiske beslutninger om en forundersøgelse, samt en debatfase. Jeg har deltaget i et borgermøde, forklarer han.
Ib Boye Lauritsen fortæller, at han blev opmærksom på problematikken forrige weekend, og straks derefter kontaktede kommunens jurist.
Til spørgsmålet om, hvorfor han ikke har meldt det ud til offentligheden, at han er inhabil, forklarer han, at han ikke mener, det var vigtigt.
- Jeg har ikke selv meldt det ud til pressen, for jeg syntes ikke, det var så vigtigt. Men det var vigtigt at sige det til byrådet, på et fortroligt møde, tilføjer han.
- Det var vildt vigtigt, at byrådsmedlemmerne fik den orientering.
- Det er et ønske om at være så åben og transparent, som muligt, siger han.
Lokalplanen for biogasanlægget er i høring til tirsdag 26. november.