Paula døde alene: Nu leder bedemand efter hendes efterladte

Paula Marianna Kenyeres afgik ved døden på et hospice, men uden familie omkring sig. Nu leder en bedemand efter hendes familie, så de kan give hende et sidste farvel.

Paula Marianna Keyneres døde alene på et hospice, nu forsøger bedemand at finde hendes familie
Paula Marianna Keyneres døde alene på et hospice, nu forsøger bedemand at finde hendes familie

Det var en sørgelig opringning, som bedemand Simon Roberty Pedersen fik, da sygeplejerskerne, der arbejder på det hospice, som Paula Marianna Kenyeres lå på, ringede.

Paula Marianna Kenyeres afgik nemlig ved døden uden nogen familie omkring sig.

- Vi vil naturligt altid gerne hjælpe, når folk skal sendes videre, og de ikke har nogen familie ved deres side, fortæller Simon Roberty Pedersen.

Bedemanden har sat gang i eftersøgningen på bekendtskaber og familie til den afdøde kvinde. Derfor lagde han tirsdag et opslag op på Facebook, hvor han søger efter hendes pårørende.

- Vi leder fortsat efter hendes familie. Telefonen har været rødglødende med henvendelser, dog ikke nogen fra familien, siger Simon Roberty Pedersen.

Det er desværre ikke første gang, at bedemanden oplever, at der skal bruges ekstra kræfter på at finde familiemedlemmer.

- Det er desværre noget, vi oplever til tider, og derfor prøver vi så godt som muligt at løse det, fortæller Simon Roberty Pedersen, der er dybt taknemmelig over den hjælp, som de har modtaget på nuværende tidspunkt.

Simon Roberty Pedersen opsøgte kirkekontoret for at finde oplysninger på Paula Marianna Kenyeres, men der var ikke noget at hente der. 

Så var der mere hjælp at hente på Facebook, hvor mange har set opslaget og kontaktet Gudenådalen Begravelse telefonisk og på mail. Mange bekendte har meldt sig og har sagt, at de gerne vil dukke op til en mindehøjtidelighed, hvis der bliver noget.

- Vi venter indtil mandag med at gøre noget endeligt. Det er for at give hendes familie en chance for at melde sig, siger bedemanden, der oplyser, at der under alle omstændigheder vil blive arrangeret noget.

Har man nogle oplysninger om Paula Marianna Keyneres, så kan man kontakte Gudenådalens Begravelse på mail eller telefon.