Politi efterlyser smørtyve

De to tyve slap afsted med 50 pakker smør, oplyser politiet.

Politiet har flere overvågningsbilleder af de to tyve.
Politiet har flere overvågningsbilleder af de to tyve.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Prisen på smør er eksploderet, og det var måske derfor, at to mænd unge mænd 22. august fyldte ryksækken med omkring 50 pakker smør af mærket Kærgården, da de besøgte Dagli’Brugsen i Hillerslev. 

Sikkert er det i hvert fald, at de to ungersvende ikke havde i sinde at betale for de mange pakker smørbart blandingsprodukt. Derfor er de nu efterlyst af Midt- og Vestjyllands Politi, der har delt butikkens overvågningsbilleder af de to smørelskere. 

Ifølge politiet var de to mænd, der begge er omkring 20 år, på besøg i brugsen omkring klokken 19. 

Her gik de ned bagerst i butikken og begyndte så at fylde en indkøbskurv med de mange pakker Kærgården.

Efterfølgende gemte de to smørtyve sig for personalet bag en reol, hvor de i smug pakkede de godt 50 pakker ned i deres rygsæk. 

Herefter forlod de butikken på Ballerumsvej i Hillerslev, der ligger lidt nord for Thisted. 

Efter mere end en uge på fri fod er det endnu ikke lykkedes for Midt- og Vestjyllands Politi at finde frem til de to tyveknægte. 

- Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør nu overvågningsbilleder fra butikken i håb om, at offentligheden kan hjælpe med at identificere de to mistænkte personer, skriver politiet i eftersøgningen, der ligger på politiets hjemmeside. 

De to mænd er begge lyse i huden og almindelige af bygning.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4. 

Henvis gerne til sagens journalnummer 4100-75563-00526-22.