Sigtet for grov vold efter knivstikkeri i Thisted

Den 24-årige mand, der blev stukket med en kniv, var ifølge politiet ikke i livsfare.

Politibil.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST
Opdatering

Intet grundlovsforhør

Politiet i Thisted oplyser, at ingen af de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør og derfor bliver løsladt, når de er blevet afhørt igen. Den 58-årige er sigtet for grov vold, idet ordensmagten mener, at det var ham, der førte kniven.


    Politiets jurister skal nu vurdere, hvad der skal ske med to mænd, der torsdag aften blev anholdt efter en anmeldelse om knivstikkeri i en lejlighed i Thisted.

    Offeret var en 24-årig mand.  Politiet fik anmeldelsen klokken 19.40, og de første meldinger gik på, at den 24-årige fik et snitsår i halsen, men om kniven ramte ham i halsen eller i brystkassen er der tilsyneladende lidt tvivl om. 

    Til gengæld står det fast, at såret ikke var livstruende, oplyser politiets vagtchef Carsten Henriksen fredag morgen.

    De anholdte er to mænd på 43 og 58 år, der ligesom offeret kommer fra Thisted. 

    Præcist hvad der førte til knivstikkeriet, er uklart, men der opstod tilsyneladende et slagsmål i lejligheden på grund af en eller anden form for uoverensstemmelse, oplyser politiet. 

    Politiet betragter ikke sagen som et drabsforsøg, men en overtrædelse af straffelovens paragraf 245 om grov vold. Paragraffen handler om legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter, og overtrædelser straffes med fængsel i op til seks år.