Stor mystik: Tavshed fra politiet om hemmelige aktioner

National Enhed For Særlig Kriminalitet vil ikke ud med detaljer men siger, at det intet har med anholdelser andre steder i landet at gøre.

20240523-140841-4-8608x5739ma
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Politiet har tirsdag været i aktion flere steder i det midt- og vestjyske.

TV MIDTVEST har fået henvendelser om politiaktioner både i nærheden af Thisted og i nærheden af Lemvig.

Det er Efterforskning Vest hos National Enhed For Særlig Kriminalitet (NSK), der står for den slags politiaktioner.

Herfra siger ledende politiinspektør Michael Kjeldgaard, at man ingen kommentarer har på nuværende tidspunkt. Der vil komme oplysninger onsdag morgen.

Samtidig med, at disse politiaktioner har været i gang, har NSK tirsdag udsendt en pressemeddelelse om, at man har anholdt tre personer og sigtet dem og fire selskaber i en sag om vold, trusler og organiseret, økonomisk kriminalitet.

De tre personer er anholdt i henholdsvis Rødovre, København og Slagelse.

Michael Kjeldgaard fra NSK Vest understreger over for TV MIDTVEST, at aktionerne her i landsdelen ikke har noget med den anden sag og anholdelserne at gøre.

- Der er tale om en anden sag, slår han fast.