Jeppe Søe inviteret med til middag i Folketingets Præsidiuem
Gruppeformanden i Moderaterne har ifølge Søren Gade været med til at godkende invitationen.
Tidligere medlem af Folketingets Præsidium Jeppe Søe er blevet inviteret med til den præsidiefrokost, der finder sted i forbindelse med Folketingets åbning tirsdag.
Det oplyser Folketingets formand Søren Gade (V) til TV MIDTVEST.
Ved frokosten er medlemmerne af præsidiet og deres ægtefæller på listen over inviterede, men også Jeppe Søe, der indtil for nylig var medlem af præsidiet for Moderaterne.
- Han har gjort et stor stykke arbejde og var en god kollega. Derfor var vi i præsidiet enige om at invitere ham med, forklarer Søren Gade.
Jeppe Søe har været en del af præsidiet, indtil han i august forlod Moderaterne. Hans plads er for nuværende overgået til gruppeformand i Moderaterne Henrik Frandsen.
Glæder sig over invitation
Søren Gade fortæller, at Henrik Frandsen sammen med resten af præsidiet har sagt god for at invitere Jeppe Søe og hans hustru med.
- Han kom ud af præsidiet, fordi han ikke længere er medlem Moderaterne, men det ændrer ikke på, at han var en god kollega, understreger Søren Gade.
Jeppe Søe glæder sig over, at han får lov til at deltage i frokosten.
- Det er en rar måde at sige farvel til nogen, jeg har arbejdet tæt sammen med, siger Jeppe Søe, der er folketingsmedlem for Vestjyllands Storkreds.
Præsidiet er Folketingets ledelse, og det består af formand Søren Gade samt fire næstformænd. Næstformændene kommer fra de fire største partier, som ikke har formandsposten.
Foruden præsidiet og dets ægtefæller vil formanden for den svenske Riksdag, Andreas Norlén, også deltage i frokosten.
Har det som en fisk i vandet
Jeppe Søe er langt fra færdig med at have en rolle i Folketinget ved siden af sit virke som medlem.
Blå blok har gjort løsgængeren til tingsekretær. Det betyder, at Jeppe Søe kan lede møder i folketingssalen, hvis Søren Gade eller en af de fire næstformænd i præsidiet ikke er til stede.
- Jeg har det som en fisk i vandet, når jeg styrer ordet. Derfor er jeg meget glad for at være blevet tingsekretær, siger Jeppe Søe.
Siden Folketingets åbning 2023 har Moderaterne mistet tre folketingsmedlemmer, og partiet er derfor ikke længere blandt de fire største partier, som ikke har formandsposten.
Derfor vil partiet ved den første samling i Folketinget i det nye folketingsår miste sin plads i præsidiet. Pladsen går i stedet til Lars-Christian Brask fra Liberal Alliance.