Hun kom i Folketinget, da Pape døde: - Jeg satte mig ned på gulvet og græd
Dina Raabjerg blev kastet ind i folketingsarbejdet, da Søren Pape pludselig døde. Det var en voldsom oplevelse.
Det er første gang, Dina Raabjerg er med til Folketingets åbning som en del af netop Folketinget.
Da den konservative partiformand, Søren Pape Poulsen, døde pludseligt 2. marts, fik Dina Raabjerg pladsen. Det var en vild og voldsom oplevelse, ikke mindst følelsesmæssigt, fortæller politikeren fra Ikast til TV MIDTVEST på Christiansborg.
- Jeg var overrasket over min egen reaktion, da jeg fik det at vide. Jeg satte mig ned på gulvet og græd, siger hun.
På den allerførste arbejdsdag på ”Borgen” - den første dag som afløser for afdøde Pape - fik Dina Raabjerg voldsom kritik for sin påklædning. Hun fortæller, at mange mente, at hun ikke viste respekt for situationen.
- Jeg smilede og havde en hvid jakke på, og der var folk, der skrev til mig, at det var en skændsel - den måde, jeg var klædt på, fortæller politikeren, som er valgt i Vestjyllands Storkreds.
Arbejdede ekstra hårdt
Så det var en hård begyndelse på tilværelsen som folketingspolitiker.
- Jeg gik rundt som en undskyldning for mig selv. Men så arbejdede jeg sindssygt hårdt med næsen i sporet. Jeg følte, at jeg var nødt til at gøre tingene ekstra hårdt og ekstra godt, fordi alle øjne hvilede på mig på en lidt anden måde, siger Dina Raabjerg.
I dag føler hun, at hun er kommet et andet sted hen rent mentalt i forhold til arbejdet.
- Det har taget mig rigtig lang tid at acceptere situationen med de vilkår, jeg kom ind på. Men i dag er jeg kommet dertil, hvor jeg kan slappe af omkring det og være i det politiske arbejde. Uden hele tiden at tænke på de rammer, der var for, at jeg kom ind, siger hun.