Strandet i over otte måneder: Nu er der fremskridt i sagen om efterladt båd ved Agger Tange

Båden har ligget siden efteråret 2022. Men nu er der fremskridt i sagen om det strandede vrag.

2:08
Hvis ejeren ikke selv fjerner strandet sejlbåd, vil ordensmagten sørge for det.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

- Det bliver rart at få den fjernet, siger Henrik Jensen fra Lokalpolitiet i Thisted.

Det er i hvert fald planen for den strandede båd, der i mere end otte måneder har ligget forankret ved Agger Tange. 

Det har været en torn i øjet for mange af de lokale her i blandt Viggo Iversen fra Agger. 

- Det er af trist at se på, at der ligger et vrag, og at det trækker så langt ud, gør det endnu mere trist, siger han.

Men nu er der udsigter til, at båden ikke længere skal ligge til grund. 

Overgår til politiet  

Politiet er ved lave en fremlysning på sejlbåden, for at få ejeren til at fjerne den. Hvis det alligevel ikke skulle lykkes, kan politiet tage sagen i egen hånd. 

- Hvis vi ikke kan komme i kontakt med vedkommende eller kan finde ud af, hvem han er, så bliver det politiets opgave at få båden op og vurdere, om den skal sælges på aktion eller destrueres, siger politikommissær Henrik Jensen. 

Myndighederne har juridisk set ikke kunne kræve båden fjernet, fordi det ikke er ulovligt at have et skib fortøjet ude på vandet.

Der har tidligere boet en mand på båden, som nu er forsvundet.
Der har tidligere boet en mand på båden, som nu er forsvundet.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Men nu er fortøjningerne væk og skibet er skyllet op på forstranden. Derfor kan båden ikke komme væk af egen kraft. 

- Før lå den i ingenmandsland, og der kunne vi ikke gøre noget ved det rent juridisk, men nu er tingene lidt anderledes, og derfor kan vi endelig få fremdrift i sagen, siger Henrik Jensen fra lokalpolitiet. 

Politiet i Thisted vil også kontakte kollegaerne i Tyskland for at finde frem til ejeren.

Viggo Iversen tør dog ikke håbe på båden forsvinder helt endnu. 

- Vi vil da kun glæde os over, hvis det kan lade sig gøre at få den fjernet, men jeg vil godt se det først, siger han.