Strandrensning i arbejdstiden: - Vi gør det af ren frustration
En gåtur på stranden i sidste uge var årsag til, at der i dag blev gjort rent på stranden i Klitmøller.
Torsdag morgen dalede sneen stille ned fra himlen og dækkede stranden i Klitmøller med et fint lag hvid sne. Der gik dog ikke mange timer, før sneen flere steder var skrabet væk. Over 100 mennesker var nemlig mødt op på stranden for at fjerne noget af al den skrald, som ligger og flyder i sandet.
- Det giver både stolthed og håb at se så stor opbakning. Det er så fedt, at der er så mange lokale her i Thy, der vil gøre noget, siger Lars Riis, der er direktør i tøjfirmaet ELSK og arrangør af strandrensningen.
Nu tænker du nok – skulle alle de mennesker ikke på arbejde? Og jo, det skulle de oprindeligt, men budskabet med dagen var netop, at virksomheder skal prioritere miljøet højere. ELSK havde selv lukket kontoret ned og givet alle de ansatte en dag på stranden med løn.
- Vi håber, vi kan være med til at inspirere andre virksomheder til at tage et socialt og miljømæssigt ansvar. Vi som virksomhed har en pligt til at gøre noget, siger Lars Riis.
Den spontane strandrensning er resultatet af en gåtur, som Lars Riis var på i fredags langs stranden. Han havde fri og ville nyde naturen, men det var svært med alt den skrald.
- Da jeg gik hernede på stranden og kunne se, hvordan det så ud, så fik jeg lyst til at gøre noget, så det er sådan set skabt ud af ren frustration og desperation, siger Lars Riis.
Selvom sneen dækkede meget af skraldet, så fandt de godt 100 strandrensere 1,5 tons skrald.