Thy-duo indtager København med nyt program i P3: - Det bliver krydret med lidt Thy

MD-Duo gæster P3 studiet i deres helt eget program "Godav venner - Fra Thy til Kjøwenhavn". De to thyboer skal bedømme københavnske trends.

Officiel P3 plakat med MD-Duo
Officiel P3 plakat med MD-Duo

To timer hver uge skal to ærkethyboer teste københavneriet. Og hele Danmark kan lytte med.

Martin Dinitzen og Dennis Kristensen fra MD-Duo skifter nemlig musikscenen ud med et radiostudie i København. Det er en stor omvæltning, hvis man spørger de to musikere. Her bliver de udsat for alverdens københavnertrends, som de skal anmelde.

- Det er noget helt andet – vi er gået ind i det her med indstillingen om at være os selv, hygge os og få spillet noget af vores musik, siger drengene.

Og der er ingen tvivl om, at den glade duo er populær i Thy, men nu håber de også at kunne charmere sig ind på folkefærdet på den anden sidde af landet, når de skal have et radioprogram på P3.

- Programmet bliver krydret med en masse Thy, siger Martin Dinitzen, MD-Duo.

I sommerferien ringede P3, og et nyt eventyr åbnede sig op for dem begge. De skulle godt nok stadig stå foran mikrofonerne, men ikke have direkte kontakt med publikum.

- Vi var ikke i tvivl, da de ringede – det lyder sjovt og en anden måde at gøre det på. Så det ville vi gerne være en del af. Vi er sindssygt stolte over, at der er en stor kanal, der vil have et program med os, fortæller Dennis Kristensen, MD-Duo.

Den thyske charme indtager radioen for første gang på søndag, og der er ingen tvivl om, at der allerede flyver små sommerfugle rundt i maven.

- Vi er sindssygt spændte på, hvordan københavnerne vil tage imod os. Men vi tror på, at når musikken spiller, så er alt godt, uddyber drengene.

Programmet kommer til at handle om de unge mænd og de kulturforskelle, der kan være i et ellers ret småt land. 

Foruden at give københavnerne et kulturchok vil de selv skulle smage på, hvad storbyen har at byde på.

- Drengene skal bl.a. smage på lidt københavner-bagværk, som jeg er sikker på, de vil kunne lide - jeg tror mere, det er prisen, der bliver svær at sluge, fortæller produceren på programmet, Frederik Birch. 

Det er ikke helt tilfældigt, at P3 vælger at søge til det nordvestlige Jylland for at finde deres nye værtspar. Der kan nemt gå københavneri i det, fortæller Frederik Birch, der til daglig også sidder som producer på flere weekendprogrammer på P3.

Programmet "Godav venner -  Fra Thy til Kjøwenhavn" er en del af P3's talentprogram, der har udviklet en del talenter gennem tiden, så derfor ser produceren heller ikke nogen grænser for, at MD-Duo også kunne blive et hit.

- De bringer noget helt specielt energi ind til studiet. Vi har alle en vision om at give kærlighed til både København og Thy - vi gør det bare meget forskelligt, fortæller Frederik Birch, der glæder sig til at programmet går i luften på søndag. 

"Godav venner - Fra Thy til Kjøwenhavn" bliver sendt hver søndag på P3 i hele oktober.

Privatbillede
Privatbillede