Tid til at kigge indad: Kollerup vil hjælpe unge fiskere

Fiskeriordfører Simon Kollerup vil hjælpe unge fiskere med at holde både og kvoter på danske hænder. Det sker som reaktion på nyligt salg til Norge.

Simon Kollerup vil gøre, hvad han kan for at hjælpe unge fiskere, når der sker generationsskifter i havnene.
Simon Kollerup vil gøre, hvad han kan for at hjælpe unge fiskere, når der sker generationsskifter i havnene.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Socialdemokratiets fiskeriordfører, Simon Kollerup, vil se indad.

Det vil han, fordi TV MIDTVEST søndag kunne fortælle om den unge fisker, Brian Bloch Larsen, fra Hanstholm, der har følt sig tvunget til at sælge sin kutter til Norge. Problemet for den unge fisker er, at han har kutteren sammen med storfisker Henning Kjeldsen, der ikke må købe flere kvoter på grund af den nye fiskeriaftale. Dermed kan den unge fisker ikke få udvidet sin forretning, som det ellers var planen.

Det er kutteren her, som Brian Bloch Larsen netop har solgt til en norsk fisker.
Det er kutteren her, som Brian Bloch Larsen netop har solgt til en norsk fisker.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

- Det er klart, det kalder på noget selvransagelse fra sådan én som mig selv til at sige, at der er stadigvæk nogle generationsskifter, som skal foretages på de store fartøjer. Hvis de skal kunne foretages i fremtiden, når kvotekongerne bliver bedt om at holde sig væk, er der noget andet, der skal træde i stedet. Det kalder på nogle politiske overvejelser, som jeg vil gøre mig i den kommende tid, siger Simon Kollerup.

Han mener imidlertid også, at fiskerne selv kan gøre noget for at sikre erhvervet.

Ryk tættere sammen på havnen

Kollerup er ikke vild med, at fiskefartøjer sælges til Norge. Han er heller ikke begejstret for såkaldte kvotekonger, der sidder på fiskekvoterne.

- Fiskerne her i havnen må rykke sammen og se, om de kan skaffe den kapital, der kan holde bådene og kvoterne hjemme. Kan vi politisk gøre noget for at passe på kvoterne og bådene, mener jeg bestemt, det er noget, vi skal kigge på. Den stærkeste garanti for Hanstholm Havn og de arbejdspladser, som er her, er selvfølgelig, hvis bådene og kvoterne er i Danmark, slår fiskeriordføreren fast og fortsætter:

- Som dansk fiskeripolitiker i det her lokal område er det rigtig vigtigt for mig, at vi gør, hvad vi kan for at holde både fiskekvoterne og fiskefartøjerne hjemme i Danmark. Derfor vil vi være nødt til at tage vores forholdsregler også politisk. Min opfordring er, at de, der sælger bådene, hele tiden tænker på Danmark og de havne, som de har tjent penge på i mange år.

4:09
Se og hør hele interviewet med Simon Kollerup her.