Travl weekend på Mors og Thy: Politi anholdte 16 for spiritus- og narkokørsel
Det var en blanding af lokale og sommerhusgæster, der havde handlet uansvarligt i weekenden.
Politiet har haft travlt i weekenden på Mors og Thy.
Lokalpolitiet i Thisted melder nemlig om massivt mange anholdelser af både spiritus- og narkobilister samt ulovlige knallertførere både fredag og lørdag.
- Vi kan konstatere, at der er alt for mange, der tager chancen i vores ydre områder af politikredsene, siger Jørgen Christensen, der er operativ leder for færdselsafdelingen hos Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.
Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi blev 13 taget for spirituskørsel, mens yderligere tre blev taget med narkotika i blodet.
Derudover tog politiet også femten personer på ulovlige knallerter i området, hvoraf to af dem blev konfiskeret:
- Otte af knallertførerne, der kørte rundt rundt deroppe, havde enten fået frakendt sit kørekort eller aldrig erhvervet sig et. Det er faktisk rigtig mange, siger Jørgen Christensen.
Anholdte både lokale og sommerhusgæster
Sommerferien er stadig aktuel for nogle, og det er derfor en sammenkobling af sommerhusgæster på Thy og Mors samt lokale, der havde sat sig uansvarligt bag rattet her i weekenden:
- En stor del af dem, som vi har taget er selvfølgelig thyboere og morsingboere. Vi har dog også taget nogle for spirituskørsel, som har postnummer på Sjælland, fortæller Jørgen Christensen, Operativ leder for færdselsafdelingen, Midt- og Vestjyllands Politi.
I Holstebro har de haft en lignende weekend, for her har lokalpolitiet også haft flere tilfælde af narkopåvirkede bilister.
Her fortæller politikommissær Lilian Jensen, at antallet har været over det normale.
Politiet overraskede over antal spritbilister
Generelt er det kendt hos politiet, at de varme sommermåneder ofte resulterer i et stigende antal af især spritbilister på vejene frem for i vintermånederne.
Alligevel er operative leder Jørgen Christensen overrasket over antallet af spiritusbilister på Thy og Mors denne weekend:
- Når man tænker på, at vi kan stoppe så mange på få dage på Thy og Mors, så er der virkelig mange, som tager chancen og kører spritkørsel, siger han og fortsætter:
- Dem, der er anholdt og sigtet for spirituskørsel har haft en promille på over 0,5. Men vi har haft mange, der havde en promille på 0,3 og 0,4, når de blæste i alkometeret. Og når man blæser den derop, så har man faktisk ikke selv styr på, om man kører spirituskørsel eller ej.