Trawler sank i Nordsøen: Besætningen reddet af andet fartøj

Forliset skal nu undersøges af den maritime havarikommission.

Hanstholm Havn
Foto: Arkiv

Trawleren HM 341 - Sara fra Hanstholm sank torsdag i Nordsøen - 22 sømil fra Hirtshals.

Hjemmesiden Flaskeposten.nu skriver, at kutteren tilsyneladende sprang læk, at det lykkedes besætningen at sætte redningsflåden i vandet, og at der ved et lykketræf befandt sig en kutter fra Hirtshals - HG 75 Nicoline - lige i nærheden.

Fiskerne fra Hirtshals kunne derfor hurtigt få deres kolleger fra Hanstholm bragt i sikkerhed.

- Til gengæld lod det sig ikke gøre at bjærge den nu sunkne HM 341 Sara. HG 75 Nicoline fik til gengæld sejlet besætning og redningsflåde ind til Hirtshals Havn, hvor de fik varmen og en beroligende snak med stationsleder Allan Jellesen på Hirtshals Redningsstation, skriver Flaskeposten.

Vraget af trawleren ligger ifølge Nordjyske.dk på så dybt vand, at det ikke udfør nogen fare for skibstrafikken i området. Til gengæld holder Søværnet øje med, at det sunkne fiskefartøj skulle lække olie, ligesom forliset skal undersøges af den maritime havarikommission.

HM 341 - Sara er en 12,9 meter lang stål-trawler, der blev bygget i 1983 på Stockholm Båtbyggeri.

Stationslederen på Hirtshals Redningsstation siger, at redningsstationen slet ikke nåede at blive involveret, inden de forliste sejlere kom i land. 

- Det gik så hurtigt, at vi ikke nåede at blive involveret. Pludselig var de bare i land og fik en kop kaffe hos os, siger Allan Jellesen.