Tre personer anholdt i Thisted - sigtes for narkotikasalg

De tre fremstilles i grundlovsforhør tirsdag klokken 14.

Arkivbillede.
Arkivbillede.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Politiet i Thisted har anholdt tre mænd og sigter dem for narkotikasalg.

Det var et tip fra en borger, der førte til anholdelserne. Tippet kom klokken 21:30 og førte politiet til to adresser på Kirkegårdsvej og Østerbakken. Politipatruljen fandt narkotika begge steder, blandt andet amfetamin.

Politikommissær Jørgen Jensen fra Midt- og Vestjyllands Politi i Thisted vil ikke oplyse hvor meget narkotika, der er tale om, men han siger, at det er over den mængde, der vurderes som eget forbrug.

Derfor bliver de tre mænd fremstillet i grundlovsforhør i dag for salg af narkotika.

Grundlovsforhøret finder sted kl. 14, og politiet vil formentlig begære lukkede døre af hensyn til sagens efterforskning.