Trods forhindringer undervejs: - Alle vores drømme bliver til virkelighed

Byggeriet blev stoppet i foråret, men onsdag var der rejsegilde på kunstmuseet i Doverodde.

Et rejsegilde er altid et godt skridt på vejen og en milepæl for et nyt byggeri.

Sådan er det også for den afdeling af Statens Museum for Kunst, der har hjemme på den gamle købmandsgård i Doverodde sydøst for Hurup.

Afdelingen har eksisteret i seks år, men for et år siden begyndte man at bygge en tiltrængt ny bygning til kunstmuseets afdeling på stedet.

Byggeriet blev imidlertid stoppet i foråret, fordi planklagenævnet ophævede den lokalplan, som lå til grund for projektet. Men nu er en ny lokalplan på plads, og onsdag var der altså rejsegilde.

Astrid la Cour.
Astrid la Cour.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

- I dag er det meget tydeligt, at alle vores drømme bliver til virkelighed, siger SMK’s direktør, Astrid la Cour, med et stort og bredt smil.

Hun var selv blandt talerne på dagens rejsegilde.

- Her i Doverodde kommer vi til at vise glimt fra vores fantastiske kunstsamling, som er hele Danmarks kunstsamling, pointerer hun.

SMK Thy skal efter planen genåbne i august næste år.

0:13