Trods nedlukning: Kræver, at håndværkere krydser kommunegrænsen
Selvom Thisted er en af de syv kommuner i Region Nordjylland, regeringen har lukket ned for, krydser to gulvlæggere kommunegrænsen dagligt.
Thisted Kommune har været lukket land siden torsdag aften. Myndighederne lukkede den og seks andre kommuner i Region Nordjylland ned på grund af den seneste udvikling i coronasmitte.
Alligevel kører to gulvlæggerne fra Garant fra Skive til Thy for at lægge gulv i det, der skal blive et nyt sundhedshus i Hundborg i Thy.
- Fordi det er et sundhedshus, hvor de har behov for at komme i gang så hurtigt som muligt, så mente kommunen, at vi skulle i gang igen med det samme, så det gjorde vi, siger Klavs Brich.
Han er direktør for Garant Brich Gulve & Gardiner i Skive, Nykøbing og Viborg. Hans medarbejdere troede eller, at deres arbejde på byggeriet ville gå i stå efter statsministerens nedlukning af nordjylland.
- Vi har til huse i Skive, hvor vi kører vores enterpriseafdeling. Derfor fik vores medarbejdere beskeden om, at de ikke længere skulle køre op nordpå, siger Klavs Brich.
Skal kunne gennemføre konsultationer
Men den ordre blev ændret, fordi Thisted Kommune, der står bag byggeriet, meldte sig på banen. Kommunen har vurderet, at gulvlægningen i sundhedshuset er en kritisk funktion.
- Det er fordi, vi har to læger, der skal rykke ind i den bygning, som de arbejder på, og det skal være færdigt til indvielse den 10. december, siger Esben Oddershede (V), der er formand for Klima,- Miljø,- og Teknikudvalget i Thisted Kommune.
Netop fordi det drejer sig om lægeklinikker i et sundhedshus, mener Thisted Kommune nemlig, at situationen bliver speciel.
- Hvis ikke det her bliver gjort færdigt, så står de uden tag over hovedet og kan ikke gennemføre den konsultation, som borgerne egentlig har krav på, siger Esben Oddershede.
Indehaveren af Garant i Skive havde heller ikke de store kvaler med at sende sine ansatte nordpå.
- Som regeringen meldte ud, så er det vigtigt, at man får tingene til at fungere de steder, hvor de skal fungere, og man mener så, at det er en af de opgaver, vi er blevet sat til. Derfor mener jeg, at det er en ganske rigtig beslutning, siger Klavs Bech.
Udover lægeklinikken skal det kommende sundhedshus også rumme en sygeplejeklinik og være base for hjemmeplejen i området.