Vilde protester mod udvidelse af testcenter: Nu trækker beslutningen ud

2:51
Minister for Byer og landdistrikter Morten Dahlin (V) forklarede onsdag eftermiddag, hvorfor beslutningen bliver trukket ud.

En udvidelse af Det Nationale Testcenter for Store Vindmøller i Østerild i Thy har længe mødt modstand, og nu ser det ud til, at en beslutning trækker ud. 

Sidste år blev det besluttet, at der skulle udarbejdes en konsekvensvurdering af udvidelsen af testcentret.

Udvidelsen af testcenteret ligger sig nemlig lige oven i Hjardemål Klit, og det vil få konsekvenser for byen, eftersom det blev anslået, at det ville tvinge 34 boligejere fra deres hjem.

De nye mølleplaceringer skal kunne huse vindmøller, der må række 450 meter op i vejret. De nuværende møllepladser har kun lov til 330 meter høje vindmøller.

Men nu trækker Plan- og Landdistriktsstyrelsen i land efter de første indledende undersøgelser. Styrelsen oplyser i en pressemeddelelse, at det nu skal undersøges nærmere, der skal findes en alternativ placering. Dog i samme område.

TV MIDTVEST har liveblogget fra nyheden. Herunder kan du læse, hvad der er kommet frem.

I dag kl. 15:14

Vi lukker for nu

Med ministerens ord lukker vi livebloggen for nu. Tak, fordi I læste med. 

I dag kl. 15:06

Kirke vil ikke sige noget

TV MIDTVEST har forsøgt at få en kommentar fra Hjardemål Klit Kirke, men de ønsker ikke at udtale sig. 

I dag kl. 15:02

Færre boliger kan nedlægges

Onsdag eftermiddag fortæller minister Morten Dahlin (V), at der er flere grunde til, at der skal foretages nye undersøgelser. 

0:14
I dag kl. 14:46

Kunne gå ud over Thylejren

Siden 1970 har Thylejren ligget i Frøstrup, men de udvidelsesplaner for testcenteret, som nu er skudt til hjørne, kunne gøre de omkring 100 beboere hjemløse. 

1:53
Flere udtrykte bekymring for udvidelsesplanerne, da TV MIDTVEST lagde vejen forbi i februar 2024.
I dag kl. 14:45

Modstander er ikke glad

Formand for Foreningen mod kæmpemøller ved Bulbjerg Ulrik Iversen er ikke en glad mand, selvom der er lagt op til to nye linjeføringer.

- De zigzagger bare, koste hvad det vil for mennesker og natur. Jeg tænker, det er kynisk. Der er jo et skilt derude, hvor DTU selv skriver, at testcentret ikke skal være i et Natura 2000-område, fortæller han til TV MIDTVEST og tilføjer:

- Først drejer de til højre, og så rammer de et beskyttet naturområde, nu drejer de til venstre og rammer en kirke. Jeg synes, det er uordentligt.

Tror du den her forsinkelse og linjeændring har noget med jeres protester at gøre?

- Tiden har arbejdet for os, for det vi har oplevet blandt politikere - både lokale og landsdækkende - er, at de ved for lidt om det her. For jo mere viden de får, jo mere afstand tager de til det.

- Nu bliver det udskudt et halvt år mere. Det er jo skrækkeligt for dem, der skal eksproprieres og venter på at vide, om de er købt eller solgt.


I dag kl. 14:34

Brugsuddeler var ikke optimistisk

Brugsuddeler i Brugsen i Frøstrup Mikael Lassen var ikke optimistisk omkring udvidelsen af testcenteret, da TV MIDTVEST lagde vejen forbi i starten af 2024.

0:49
I dag kl. 14:33

Pladserne skal ikke bare kunne rumme vindmøller

I det oprindelige scenarie er der gjort tanker om udvidelsen af vindmøllepladserne. Hele fem pladser skal rumme de potentielt 450 meter høje vindmøller.

Til testpladserne etableres:

- Befæstede arbejdsarealer til vindmøllepladserne på ca. 200 x 300 meter

- En kranplads til montering, udskiftning og service af vindmøllen.

- Adgangsveje ud til målemasterne.

- Meteorologimaster til måling af vindforholdene.

- Kabellægning af elforsyning og netværk til testpladserne og målemaster.

- På hver testplads vil der være et hus, hvor man tilslutter el og netværk.

- Ved hver målemast vil der være et arbejdsareal og en teknikbygning.

- Forlængelse af ny cykel/gangsti til gæster parallelt med den nye del af testcentervej.

- En supplerende elforsyningscentral på 66 kV. 


I dag kl. 14:29

Plads til gigantiske vindmøller

I dag har Det Nationale Testcenter for Store Vindmøller syv testpladser med plads til vindmøller, der rækker 330 meter op i vejret.

Senest er en af verdens største vindmøller placeret på de nuværende pladser, og den rager minimum 313 meter op i luften.

De nye pladser er dog placeret med henblik på at have endnu større vindmøller.

For i fremtiden skal der mulighed for op til 450 meter høje vindmøller.

Altså må møllerne blive 120 meter højere, end de må være nu.

I dag kl. 14:24

Høringsperiode for nye scenarier

De nye scenarier kaster en høringsperiode af sig, der strækker sig indtil 2. marts.

Høringen vedrører kun de forhold, der har ført til ændringer i projektet.

I seneste høringsperiode for hovedscenariet var der indsendt 32 høringssvar.

I dag kl. 14:16

Endnu en høring på vej?

Det er ikke kun beboere i og omkring Hjardemål Klit, der kan blive generet af de mulige nye kæmpevindmøller.

De indledende naturundersøgelser viser, at de nordligste møller ligger i en trækkorridor for trækkende fugle og flagermus.

Projektet kan derfor have en grænseoverskridende påvirkning, hvilket vil medføre en såkaldt Espoo-høring.

En sådan høring vil involvere berørte lande, formuleres det i Plan- og Landdistriktsstyrelsens forslag.