Efter stort drama: Nu er alle pludselig enige

Et flertal uden om borgmesteren blev startskuddet på en noget alternativt budgetforhandling i Silkeborg Kommune. Nu er partnerne blevet enige.

Helle Gade
Foto: TV MIDTVEST

Alle partier i byrådet står bag det nye budget for 2025, som netop er landet i Silkeborg Kommune.

I det samlet budget på godt 7,5 milliarder kroner er der sat ekstra penge af til blandt andet folkeskolen, ældreområdet og et nyt svømmecenter.

Skoleområdet er et af de emner, som er blevet diskuteret heftigt i forhandlingerne. Her har budgetaftalen afsat 40 millioner kroner mere over fire år til folkeskolen, 30 millioner kroner fordelt over tre år til specialundervisning og 6 millioner kroner til PPR-arbejde fordelt over to år.

Derudover kan nævnes 53,8 millioner kroner mere til ældreområdet fordelt over fire år, samt 16 og 28 millioner kroner over de næste fire år til henholdsvis valgfri helhedspleje og korttidspladser på Remstruplund

Igen vælger byrådet at finansiere budgettet med selvbudgettering, som de forventer kunne give en merindtægt på 47,9 millioner kroner i forhold til at vælge statsgaranti.

Dramatiske forhandlinger

Forhandlingerne har dog været noget ualmindelige, da et flertal bestående af Venstre, Konservative, Radikale Venstre og tidligere socialdemokrat og nuværende løsgænger Søren Kristensen blev enige om et udkast til næste års budgetaftale.

Det betød de facto, at de kunne lave en budgetaftale uden, at borgmesteren og det største parti, Socialdemokratiet, var med.

- Det er en klar ydmygelse af en borgmester, når sådan noget sker. Det er et kæmpe nederlag, hvis borgmesterpartiet kommer til at stå udenfor aftalen, sagde kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, dengang.

Børn og unge kørt over

Det alternative budget havde ikke store forskelle fra det, som borgmesteren havde på tegnebrættet, men Konservatives Martin Jakobsen beskrev alligevel konkrete forskelle i Midtjyllands Avis.

- Jeg ser et børne- og ungeområde, der er blevet kørt over i borgmesterens udspil. Der har vi lyttet meget mere til de ønsker til budgettet, der kommer fra dagtilbuds-, skole- og familieudvalget, sagde han til Midtjyllands Avis.

Modsat undrede borgmester Helle Gade sig over, at kollegaerne i byrådets uenighed endte i medierne, da det alternative udkast ifølge hende havde taget udgangspunkt i det oprindelige budgetforslag.

- Det er jo lidt som at pynte sig med lånte fjer, sagde hun dengang til TV2 Østjylland.

Men torsdag er et enigt byråd alligevel blevet enige om, hvordan pengene skal fordeles i 2025.