Virksomhed fik jord fra Sjælland: Mere forurenet end forventet
Morsø Kommune er utilfredse med situationen men roser virksomhedens håndtering.
Virksomheden Kingo Recycling A/S på Mors har modtaget jord fra Scanfield, en virksomhed i Køge Kommune, og det viser sig nu at være mere forurenet end først antaget og oplyst af afsenderen.
Køge Kommune har ansvaret for at godkende tilladelsen til at flytte jord fra Køge til Mors, skriver Morsø Kommune i en pressemeddelelse.
- Jeg er meget utilfreds med, at selve situationen er opstået. Til gengæld er jeg meget tilfreds med, hvordan Kingo har håndteret det indtil videre. De er gået meget længere end, hvad lovgivningen kræver og har været særdeles ansvarlige, lyder det fra Torben Gregersen, der er direktør for Børn og Kultur, Teknik og Miljø i Morsø Kommunen.
Mors-virksomheden har selv igangsat en stikprøvekontrol af jorden og efterfølgende foretaget en grundig analyse, der bekræfter, at jorden er mere forurenet, end hvad de har fået oplyst.
- De har ekstraordinært foretaget egne jordprøver og analyser, stoppet modtagelsen af jord og igangsat en plan for at håndtere den forurenede jord, siger Torben Gregersen om Kingo Recycling, selv om det egentlig er afsenders ansvar.
Altså virksomheden fra Køge Kommune.
- Det er i alles interesse, at der ikke sker nedsivning til grundvandet. Kingo Recycling A/S ved godt, at de har ansvaret, derfor har de også foretaget den nødvendige overdækning af jorden, slutter Torben Gregersen.
Jorden skulle bruges til at afrette et område hos Kingo, men det er i et terrænområde, der ikke er godkendt til at modtage jord med denne mængde forurening.
Nu er Kingo Recycling i gang med en handlingsplan for at flytte jorden, som Morsø Kommune skal godkende inden igangsættelse.