Brexit-aftale er på plads - men hvad kommer den egentlig til at betyde?
Aftalen afværger kaos for dansk og europæisk erhvervsliv, mener direktøren i Dansk Industri. Få et overblik over aftalen her.
Efter næsten et års intense forhandlinger blev EU og Storbritannien torsdag enige om en Brexit-aftale.
Forhandlingerne er mundet ud i en aftaletekst på mere end 2000 sider, der blandt andet omfatter fiskeri, handel og konkurrencevilkår.
EU kalder aftalen fair og balanceret, mens Storbritannien lægger vægt på, at britiske virksomheder fortsat kan handle med EU, og at lovgivningen igen sker i Westminster.
Det britiske underhus ventes at kunne stemme om aftalen 28. december, blot tre dage inden at Storbritannien forlader EU-regler. Derudover skal EU-landene og EU-Parlamentet godkende aftalen.
Det ventes, at aftalen vil kunne få midlertidig virkning fra 1. januar, da EU-Parlamentet muligvis først vil stemme om den efter nytår.
Her et overblik over hovedpunkterne
Der opretholdes en told- og afgiftsfri handel med varer, som det kendes i dag, selvom briterne træder ud af Det Indre Marked.
Et af de største stridspunkter i aftalen har været spørgsmålet om statsstøtte til virksomheder for at sikre en fair konkurrence. Her er man landet på en skræddersyet ordning, hvor briterne ikke kommer til at afstemme sine konkurrenceregler med EU's regler.
Reglerne for håndhævelse af aftalen er, som EU ønskede det, blevet en del af selve aftalen. Hvis en af parterne ikke lever op til det aftalte, kan det føre til sanktioner. EU-Domstolen får ikke en rolle i denne, som EU havde lagt op til.
I en overgangsperiode får EU-lande ret til fortsat at fiske i britisk farvand, men med en reduktion på 25 procent af den nuværende volumen. Det er meningen, at parterne skal forhandle om eftertiden i denne overgangsperiode.
EU accepterer britiske standarder for dyresundhed og -sikkerhed, som gør at eksport af kød, fisk og dagligvarer kan fortsætte. Men ikke kartofler. Det er skotterne vrede over, da skotske kartofler bruges til chips.
1. Fiskeriet på plads - men bliver prisen for høj?
Én af de store knaster i forhandlingerne har været fiskeriet. Fra nytår skal europæiske fiskere afgive en del af de fiskekvoter, de tidligere har fanget i britisk farvand.
Ifølge Danmarks Fiskeriforening vil det få alvorlige konsekvenser for danske fiskere, da cirka 40 procent af de fisk de fanger - fanges i britisk farvand.
- For at få adgang til britisk farvand de næste fem et halvt år, skal EU betale, hvad der svarer til 25 procent af den mængde fisk, vi indtil nu har fanget i britisk farvand. Det er en alt for høj pris, siger Danmarks Fiskeriforenings direktør, Kenn Skau Fischer, til TV 2.
Til trods for at de danske fiskere er utilfredse med fiskeriaftalen, var det Storbritannien, der imødekom EU's ønsker. Det fortæller TV 2s EU-korrespondent Lotte Mejlhede:
- Briterne vidste godt, at her havde EU en rød linje. Uden at lande en aftale om fiskeriet, ville man ikke få landet den store handelsaftale. Og det er vigtigere for briterne at kunne handle med EU’s store marked end omvendt.
2. Afværger kaos - men får store konsekvenser
Aftalen afværger kaos for dansk og europæisk erhvervsliv. Det mener Lars Sandahl Sørensen, der er administrerende direktør i Dansk Industri.
- Jeg er meget lettet. Det er en meget fin julegave, vi har fået her, for europæisk erhvervsliv og dansk erhvervsliv.
- Det er enormt vigtigt for de mange danske virksomheder og 67.000 danske arbejdspladser, der er direkte afhængige af eksport til Storbritannien, at aftalen lander, siger han.
Brexit-aftalen har store konsekvenser for de europæiske virksomhedsejere, der nu skal vurdere, om det kan svare sig at handle i EU eller Storbritannien. Det mener Danske Banks chefstrateg Henrik Drusebjerg:
- Som virksomhedsejer er det oplagt at stille sig selv det spørgsmål, om det er nemmere at have sin virksomhed i Europa frem for at have den i Storbritannien. Så producerer man indenfor de regler, der gælder for langt de fleste af de kunder, man skal handle med.
3. Stadig et hårdt Brexit
Det er bedre end ingenting, at parterne er blevet enige om fremtiden, men det er er stadig et "meget hårdt Brexit", der vil være mellem EU og briterne fra årsskiftet.
Det mener professor Marlene Wind, leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet:
- Hvis man skal sige noget pænt om aftalen, så er det, at det er bedre end et no-deal. Men når det så er sagt, så er det en meget tynd aftale. Det er stadig et meget hårdt Brexit, som parterne kommer til at opleve.
4. Djævlen kan ligge i detaljen
Storbritannien er en af Danmarks største handelspartnere. Derfor er aftalen ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod (S) utrolig vigtig.
Skilsmissen mellem EU og briterne bliver mindre slem af, at der bliver indgået en aftale, mener ministeren:
- Nu vil vi nærlæse aftaletekstens cirka 2000 sider og at se, om der er rimelighed i det. Djævlen kan ligge i detaljen. Det handler i sidste ende om helt almindelige danskeres job.