I åben konflikt med sin datter: Chefredaktør kalder TV 2-program "en togulykke"

Chefredaktør mener, at TV 2s intention er fin, men at det ender i en togulykke, som er skrækkelig at se på, men også dragende.

ibi-pippi
Foto: TV 2

Provokunstneren Ibi-Pippi og hendes datter Liva Samsøe medvirker i TV 2s podcast DATO til en debat om Ibi-Pippis rolle som far og hendes offentlige fremtræden.

I programmet, der er delt i to afsnit, kritiserer datteren Liva Samsøe Ibi-Pippi Orup Hedegaards manglende evner som far, og datteren påstår, at farens kønsskifte er et mediestunt. Men det afviser faren blankt.

Det følelsesladede dobbeltinterview har skabt en del omtale – for er det vigtig journalistik eller bare en ulykkelig familiestrid, som DATO dyrker? Det spørgsmål rejser 'Presselogen'.

Skrækkeligt, men dragende

TV 2 begrunder selv programmet med, at det er vigtigt:

- Liva har selv lagt en video ud på TikTok – den tager vi op. Vi vil sætte de to sammen, og det siger de ja til. Det er interessant på grund af Ibi-Pippis rolle som kunstner, og hvordan det er at stå på den anden side, siger TV 2s chefredaktør Marie Louise von Holstein.

Hun tilføjer, at Liva Samsøe er 19 år og selv bestemmer, hvad hun har lyst til at medvirke i.

Men Se og Hørs chefredaktør synes alligevel, at TV 2 giver for lang snor til hendes far Ibi-Pippi:

- TV 2s intention er fin, men vi ender i en togulykke, som er skrækkelig at se på, men også på en måde meget dragende, siger Niels Pinborg, chefredaktør på Se og Hør.

Det er Marie Louise von Holstein uenig i. Hun mener, at DATO's vært Abdel Aziz Mahmoud formår at balancere interviewet og holde styringen. Dog erkender hun, at det er en svær situation, og at der har været mange redaktionelle overvejelser.

- Hvorfor græder du Liva?

Undervejs i programmet græder Liva Samsøe flere gange og er tydeligt mærket af situationen. Igennem voiceoveren tager vært Abdel Aziz Mahmoud lytterne med i de konkrete redaktionelle overvejelser i løbet af interviewet. Blandt andet at han overvejer at stoppe det undervejs.

En af de kontroversielle passager er, da Ibi-Pippi afslører intime detaljer om sit eget sexliv, da hun bliver spurgt til, hvordan hun dyrker sex som en kvinde med en biologisk mandekrop.

Og det er blandt andet den sekvens, som Se og Hørs chefredaktør mener, er for meget:

- Liva Samsøe siger selv, at hun ikke har behov for at høre det – og der har værten en oplagt mulighed for at sige: "Så lad os springe til, hvordan du gør rent eller laver aftensmad". Men det sker ikke, og så ender vi med den her både frastødende og fascinerende lydbid, som jeg gerne havde levet foruden, siger Niels Pinborg.

TV 2s chefredaktør Marie Louise von Holstein er enig i, at det er meget intime detaljer. Men hun forklarer, at det er med, fordi Liva anklager Ibi-Pippi for, at hendes kønsskifte er et mediestunt – og passagen er Ibi-Pippis argumentation for, at hun er kvinde og gerne vil leve som kvinde.

Parterne er glade for programmet

Marie Louise von Holstein fortæller, at begge parter har givet samtykke til og været glade for programmet:

- Vi har både snakket med Liva da vi gik ud af studiet, vi har ringet til hende efterfølgende – også efter, at programmet er publiceret. Liva har selv sagt, at hun er glad for det. Også Ibi-Pippi har efterfølgende takket for programmet.

Ifølge TV 2s chefredaktør er Liva Samsøe den kilde, som TV 2 drager størst omsorg over for, fordi Ibi-Pippi er en offentlig person, der er kendt for at gå langt i sin provokation, men Liva har også selv talt offentligt om hendes forhold til faren.

Marie Louise von Holstein håber, at Liva Samsøe også er glad for programmet om nogle år.

Du kan se hele debatten i 'Presselogen' på TV 2 Play.