Er du klar? Nu kommer varmen for en stund
Forårsvarmen har ligget i dvale, men på søndag kommer temperaturen for første gang i over en måned over de 20 grader.
Ikke siden 31. marts har termometret vist over 20 grader. Dengang blev det til 20,1 graders varme i Sydjylland.
Siden da har det været et koldt forår, hvor temperaturen kun en enkelt dag er kommet over 19 grader.
Mange danskere har derfor sikkert længtes efter at kunne få lidt varme.
Og nu sker det så endelig, hvor årets hidtil varmeste dag venter søndag - og hvor nattefrosten nu er en saga blot.
Varm luft fra syd
Efter en hæderlig lørdag med lidt eller nogen sol, men dog også relativ kølig, så skal en varmfront igennem landet natten til søndag.
Denne frontpassage åbner op for, at varm luft kan strømme op over Danmark om søndagen med temperaturer, der i løbet af dagen kan komme op omkring 21 til 22 graders varme i den sydlige og østlige del af landet.
Dette kan få mange til allerede nu at overveje at pakke picnickurven til en søndagsudflugt.
Man skal dog være opmærksom på, at luften over Danmark det kommende stykke tid er ustabil.
Så selvom søndag kan starte ganske pænt, måske med lidt regn fra varmfronten i Nordjylland, så giver den ustabile luft anledning til, at der om eftermiddagen kan dannes kraftige byger.
Et område med byger sydvest for Danmark trænger således op over landet sidst på eftermiddagen og giver anledning til kraftige byger i Jylland, der stedvis kan være med torden.
Længere mod øst ser det mere fornuftigt ud, hvor det kan holde tørt dagen igennem.
Mandag kan blive årets første sommerdag
I henhold til den nyeste klimanormal, der er et gennemsnit over en række meteorologiske parametre i perioden 1991-2020, så rammer vi typisk årets første sommerdag 23. maj.
Men på mandag er der en lille chance for, at temperaturen kan nærme sig den 'magiske' grænse på 25 grader, der er definition på en sommerdag i Danmark.
Varm luft pumpes dermed fortsat op over Danmark fra syd, hvor det forventes, at temperaturen topper omkring 22 til 24 graders varme. Igen i den sydlige og østlige del af landet.
Men faktisk skal vi ikke så langt væk fra Danmark for at finde de 25 graders varme. Lige på den anden side af grænsen i Nordtyskland er der nemlig 25 grader i prognoserne, der med lidt held kan blæses op til Danmark i løbet af mandagen.
Vejrmæssigt ligner mandag til forveksling søndag med en pæn formiddag, men med tordenbyger i eftermiddagstimerne i det jyske. Igen kan den østlige del af landet slippe for de kraftige byger.
Mandag aften begynder en koldfront at trække ind over landet fra vest, hvorefter de efterfølgende dage bliver en smule køligere med 15 til 18 grader i dagstimerne.