Fyret Skjern-træner er ikke overrasket
Henrik Kronborg fik mulighed for at sige farvel til Skjern-spillerne med det samme, efter at han blev fyret.
En sejr på 20 mål i European League tirsdag aften blev Henrik Kronborgs sidste optræden på Skjern Håndbolds trænerbænk.
Onsdag har klubben offentliggjort, hvad der kun kan betragtes som en fyring af Kronborg.
- De (klubledelsen, red.) fortalte mig i går fem-ti minutter efter vores kamp, at de var blevet enige om, at de gerne ville stoppe samarbejdet. Så det måtte jeg jo bare tage til efterretning og sige, at så er det dét, vi gør, siger Henrik Kronborg til TV 2 Sport.
- Så gik jeg over og kaldte spillerne sammen og sagde pænt farvel til dem, ønskede dem al mulig held og lykke og håbede på, at de får en god sæson. Og så trillede jeg stille og roligt hjem.
Kronborg ikke overrasket
Skjern har fået en hård start på sæsonen med blot fire sejre i ti ligakampe. Så på trods af en yderst skadesplaget trup kommer fyringen ikke just som et chok for træneren selv.
- Jeg vidste det godt. Jeg havde set det komme. Det fornemmer man som menneske. Det kunne jeg mærke allerede i søndags, da vi mødte ind til træning og forberedte os til kampen i går. Så jeg var ikke overrasket, og det sagde jeg også til dem.
- Resultaterne er ikke så gode, som vi havde håbet. Det har jeg mange lange og gode forklaringer på, men jeg gider ikke sidde og undskylde tingene. I sidste ende er det mit ansvar, siger han.
Skjern har onsdag præsenteret Mathias Madsen som ny cheftræner med øjeblikkelig virkning.
Var stoppet til sommer
Sæsonen var Kornborgs femte i alt i Skjern Håndbold, og før indeværende sæson meldte han ud, at den ville blive hans sidste i Skjern.
- Jeg havde bare håbet, at jeg kunne få lov at gøre det færdigt, men samtidig ved jeg også godt, at når jeg så tidligt melder ud, at jeg ikke skal være der næste år, så stiller jeg også røven i klaskehøjde og løber en risiko på det. Jeg er rimelig afklaret.
Hvad fremtiden bringer, er uvist, men lige om lidt stempler Henrik Kronborg ind i sin anden rolle som assisterende landstræner for håndboldherrerne, når det i begyndelsen af november gælder tre Golden League-kampe i Norge.
- Nu tager jeg det stille og roligt. I næste uge skal vi af sted med landsholdet – og med landsholdet får vi hamrende travlt med et EM og et OL til sommer. Jeg glæder mig vanvittigt meget til at komme af sted i næste uge, så lige nu tager jeg det bare stille og roligt, siger han.
I sommer forlængede den 53-årige håndboldtræner sin kontrakt med Dansk Håndbold, det tidligere Dansk Håndbold Forbund (DHF), til 2028.