Godt nyt til festivalgæster og studenter

Om det bliver strandvejr eller til den kølige side, er stadig usikkert.

Solrig uge med højtrykstendens i uge 26.
Solrig uge med højtrykstendens i uge 26.
Foto: Annette Vangslev / Privatfoto

Junivejret har indtil nu skuffet de fleste, da det har været betydeligt køligere og vådere end normalt.

Faktisk nåede vi allerede mandag op på en hel måneds regn.

Men der er gode nyheder i denne uge, som ser overvejende tør ud med sommerlige temperaturer.

Lovende udsigt for de næste syv dage.
Lovende udsigt for de næste syv dage.
Foto: TV 2 Vejret

Der kommer et lavtryk forbi fredag og lørdag, men herefter er der igen tørvejr og stigende tryk ind i næste uge.

Der er Copenhell i København, som ser ud til at få lovende godt vejr bortset fra regn fredag.

Søndag er det sankthansaften, og her ser det med stor sandsynlighed tørt ud, når bålet skal tændes om aftenen.

Uge 26 – studenterugen

De fleste studenter får huen på i løbet af uge 26, og det ser ud til, at det bliver med mere blå himmel end grå.

UGE 26. Lyserød er højere tryk end normalt, blå lavere.
UGE 26. Lyserød er højere tryk end normalt, blå lavere.
Foto: Foto: ECMWF

Der er en ret klar tendens i prognoserne for uge 26. Trykket over Danmark bliver højere end normalt, hvilket ofte giver solskin om sommeren.

Hvor varmt det bliver, er endnu usikkert og afhænger af, hvor højtrykket præcist placerer sig.

Der er en tendens til, at højtrykket lægger sig vest for Danmark, hvilket vil give en lidt kølig nordvestlig strømning.

Det vil også medføre drivende skyer og 16 til 21 grader – sommerligt i det østlige Danmark, men noget køligere i det vestlige og nordlige Jylland.

Meget lig det vejr, vi oplever tirsdag.

Der er dog også flere andre prognoser, der indikerer 20 til 25 grader, strandvejr og sol og sommer, når studenterne springer ud.

Tinderbox og Kløften Festival

Det er højsæson for festivaller, og i næste uge er der Tinderbox på Fyn fra 27. til 29. juni, Thy Rock og Kløften Festival.

Det ser derfor meget lovende ud med sandsynligvis tørt og solrigt vejr. Der kan dog stadig nå at dukke regn op i prognoserne, så hold øje med udviklingen.

Uge 27 er endnu usikker

Roskilde Festival løber af stablen fra 29. juni til 6. juli, og her er vi så langt fremme, at prognoserne endnu ikke har et klart signal for vejret.

Ofte er der signaler, der når 14 dage frem, men det kan variere fra uge til uge.

Så skal du på Roskilde Festival, er det med at holde øje med prognoserne.

Udviklingen af tryk over Danmark fra tirsdag 18. til 30. juni. Faldende tryk frem mod fredag og så igen stigende.
Udviklingen af tryk over Danmark fra tirsdag 18. til 30. juni. Faldende tryk frem mod fredag og så igen stigende.
Foto: TV 2 Vejret