Havørn fundet livløs: - Kan være død af fugleinfluenza

En ung havørn, som blev fundet i julen ved Silkeborg, kan være død af fugleinfluenza.

Havørn
Foto: Mads Dam Christensen

I juledagene blev en havørn fundet død ved Tange Sø ved Silkeborg, og Dansk Ornitologisk Forening har en mistanke om, at den er død af fugleinfluenza, skriver DR Østjylland.

Det fortæller projektleder for Projekt Ørn Kim Skelmose, som hentede den femårige, døde rovfugl, der blev fundet inde i skoven.

- Det er ikke normalt, at der ligger sådan en ung fugl og er død, så mit bud vil være, når vi får den undersøgt, at det måske er fugleinfluenza, den er død af, siger han til DR Østjylland.

Kan have spist syg and

Kim Skelmose tror, at ørnen er blevet smittet ved at spise en syg and, men inden han tør konkludere det, skal ørnen undersøges for vira.

- Status er, at den ligger i en fryser og bliver sendt til undersøgelse lige så snart, det er muligt, og så kommer der en tilbagemelding om, hvad det handler om, siger han.

Hvornår fuglen kan blive undersøgt, ved Kim Skelmose ikke, men han garanterer, at sygdommen ikke udrydder arten herhjemme.

- Hvis man ser en havørn, som opfører sig underligt og ligger og basker rundt eller er død, så er det vigtigt, at Dansk Ornitologisk Forening bliver orienteret, så vi kan undersøge, hvad der drejer sig om, siger han til DR Østjylland.