Her er Vismas nye våben, som UCI nu undersøger

Det er ikke nyt, at cykelhold bruger teknologi i jagten på resultater. Visma | Lease a Bike ser dog ud til at have taget et yderligere skridt.

20240628-124212-7-1920x1279we
Foto: Belga/SIPA/Ritzau Scanpix

En bil fyldt med det nyeste udstyr og teknologi, der vil fungere som et centralt samlingspunkt for data under Tour de France. Et banebrydende tiltag.

Sådan beskriver Visma | Lease a Bike den varevogn, som blev offentliggjort torsdag formiddag. Her viste World Tour-holdet indholdet af deres ’Control Room’, som de kalder bilen, der beskrives ”som den første kommandocentral i cykelsporten.”

Mathieu Heijboer, der er performancechef på holdet, forklarer til TV 2 Sport, at bilens formål er at bringe værdifuld information fra kontrolrummet og til sportsdirektørbilen, mens løbet er i gang.

- Der er så meget information, der skal bearbejders, og der er så meget information under løbene, at vi i vinter blev nødt til at sige, at vi skulle gøre det på en smartere måde, siger Mathieu Heijboer.

Chefen forklarer selv, at de blev inspireret af Formel 1 og sejlsport.

- Idéen er at få så meget af den information, der er til rådighed omkring løbet, filtrere det og så give det videre til sportsdirektørbilen, så de kan fokusere på deres hovedopgave, der er holde øje med ruten og guide rytterne.

Mathieu Heijboer understreger, at de data, de får ind, er offentlig tilgængelige. De har altså ikke adgang til alles watt-tal, puls og så videre undervejs på etaperne.

- Der kommer ikke data fra cyklen til os, som andre hold eller folk ikke kan have.

Bruger software på TV-billederne

Visma | Lease a Bike har dog udviklet nogle redskaber, der kan analysere de data, der er tilgængelige. Mathieu Heijboer forklarer:

- De vigtigste oplysninger er TV-billederne, og der har vi en parabol, der kommunikerer med satellitter (på toppen af bilen, red.), der sikrer, at forsinkelsen på billederne er næsten ingenting.

- Vi har vejrdata, vi har data fra forskellige live-tickere, og vi bruger feeds fra sociale medier, fordi der er tilskuere langs med ruten, som deler information, der også kan være værdifuld.

- Og så har vi noget software, vi har lægge over TV-billederne, så vi kan genkende de vigtigste ryttere. Hos os er Jonas Vingegaard en af de meste vigtige, og vi kan følge ham på skærmen og vil ikke skulle lede efter ham. Vi kan hele tiden se, hvor han er.

Sådan ser det ud inde i Vismas 'Control Room'.
Sådan ser det ud inde i Vismas 'Control Room'.
Foto: Christian Kjær / TV 2 Sport

Sidstnævnte kan ikke kun bruges til at følge Jonas Vingegaard undervejs på en etape, men man kan samtidig markere, hvor eksempelvis Tadej Pogacar skulle befinde sig.

Helt praktisk kommer det til at foregå på den måde, at sportsdirektør Merijn Zeeman kommer til at sidde i ’Control Room’-bilen sammen med en dataanalytiker, mens bilen er placeret tæt på målstregen på udvalgte etaper. Zeemans opgave er så at filtrere de vigtige data fra analytikeren og bringe dem videre til sportsdirektør-bilen ude på etapen.

Kontrolrummet vil blive brugt på udvalgte etaper.
Kontrolrummet vil blive brugt på udvalgte etaper.
Foto: Christian Kjær / TV 2 Sport

Hvad tror du, at jeres rivaler vil sige til dette?

- Jeg tror, at der er en masse af de andre hold, der allerede har en træner, der ikke er en del af etapen, bag en skærm et sted, som har kontakt til bilen. Vi forsøger at bringe det til et nyt niveau.

Hvad siger du så til dem, der mener, at det tager lidt af charmen ved sporten?

- Jeg tror ikke, at det ændrer så meget i det perspektiv. Ja, vi har mere information, men det er også sporten, der bevæger sig fremad. I alle sportsgrene bliver data samlet sammen, analyseret og brugt. Der er cykling ikke anderledes.

UCI vil undersøge bilen

De rivaliserende hold er ikke de eneste, der formentlig kommer til at holde øje med kontrolrummet.

Torsdag aften kom Den internationale cykelunion, UCI, med et statement vedrørende Vismas 'Control Room'. Heri skriver de, at de er blevet gjort opmærksom på holdets nye tiltag, og at de vil gå i gang med at verificere og sikre, at det er inden for reglementet – især med hensyn til "indsamling og transmission af data".

- Vores prioritet er at bevare sportens integritet, sikre sportslig retfærdighed, lige adgang til teknologi og menneskets overhånd over maskiner, skriver de.

TV 2 Sport har været i kontakt med Visma | Lease a Bike efter meddelelsen fra UCI. De fortæller, at holdet ingen kommentar har til sagen. Det bliver dog alligevel nævnt, at de kun bruger offentlig tilgængelig data, og at UCI skal være velkomne til at besøge bilen.

Det er ikke første gang, at UCI åbner en sag for at undersøge noget af Vismas materiale. Det skete også i marts, hvor en omdiskuteret enkeltstartshjelm blev undersøgt. Den endte dog med at blive godkendt.