Mari-Ann kan ikke få sin bror hjem, og hospitalsregningen bare vokser og vokser
Ifølge Udenrigsministeriet er der ikke lovhjemmel til at give økonomisk hjælp til at overføre Kim Rasmussen til et dansk hospital.
De seneste 42 dage har været en daglig kamp for Mari-Ann Rasmussen fra Ikast.
I så mange dage har hun og familien kæmpet for at få hendes lillebror, Kim Rasmussen, hjem til Danmark.
I maj blev han ramt af en blodprop i hjernen på Filippinerne, og 48-årige Kim Rasmussen ligger nu på en intensivafdeling uden en rejseforsikring.
Og udover de store bekymringer, som familien sidder med i Danmark, kan de blot se til, mens hospitalsregningen bare vokser og vokser.
Den seneste hospitalsregning, som TV 2 har set, lyder på 268.686 kroner, og lige nu ved familien stadig ikke, hvordan Mari-Ann Rasmussens bror kan vende tilbage til Danmark igen.
Ifølge Mari-Ann Rasmussen burde de danske myndigheder have et særligt ansvar for at hjælpe Kim Rasmussen hjem.
For hendes bror er en højt dekoreret veteran og har været udsendt for Danmark syv gange - med svær PTSD til følge.
Og det er Kim Rasmussens tid som soldat og hans PTSD, der er roden til hans ulykke, mener familien.
Ifølge Mari-Ann Rasmussen har hun gentagne gange bedt myndighederne om hjælp til at få sin bror hjem, men der er ingen hjælp at hente.
- Jeg føler mig helt alene som pårørende i systemet, siger Mari-Ann Rasmussen i ‘Go’ aften Live’.
Rejste uden rejseforsikring
Kim Rasmussen blev udsendt første gang som soldat til Kosovo for over 25 år siden, og har i alt været udsendt syv gange på ti år.
Det er ifølge hans søster de mange udsendelser gennem årene, der har gjort ham syg.
Kan du kort fortælle forskellen på den bror, du havde, før han blev udsendt og efter?
- Nu fejrer vi sølvbryllup i år med PTSD’en, så det har været hårdt at leve som pårørende og se det her ske. Før han blev syg, var han en glad dreng, der enormt gerne ville hjælpe alle andre, lyder det.
Men sådan er det ikke i dag.
Overskuddet er væk, og Kim Rasmussens ulykkelige situation er på flere måder et symptom på hans sygdom, mener Mari-Ann Rasmussen.
Kim Rasmussen kan have svært ved at konsekvensberegne, han glemmer let, og Mari-Ann Rasmussen er ikke i tvivl om, at han haft svært ved at planlægge sin rejse på grund af sin PTSD.
Blandt andet havde han tegnet en rejseforsikring, der ikke dækker i den del af verden, han rejste i, og hendes bror kom afsted med en halvfyldt kuffert, der blev væk i Dubai - og han havde hverken nok tøj eller sin livsnødvendige medicin med, lyder det.
- Jeg ved ikke, om det er det, der har udløst blodproppen. Jeg ved ingenting, siger Mari-Ann Rasmussen, som kun har haft sporadisk kontakt med sin bror, der har ligget i koma.
Hun ved bare, at hun vil have ham hjem igen, og at hun ikke giver op.
Arbejder i døgndrift
Hver dag bruger Mari-Ann Rasmussen sine vågne timer på at få Kim Rasmussen tilbage til Danmark igen.
Hun står tidligt op, så hun kan kommunikere med hospitalet i Filippinerne grundet tidsforskellen, og frem til klokken 16.00 bruger hun tiden på at søge hjælp hos myndighederne, organisationer og fonde.
Fra klokken 16.00 passer hun sit normale arbejde, så hun kan betale for at holde ham i live, fortæller Mari-Ann Rasmussen.
Hun er taknemlig for al den støtte, hun allerede har fået fra flere fronter.
Men når hun har kontaktet myndighederne, har de udvist sympati med familiens situation, men der har ikke været hjælp at hente, siger Mari-Ann Rasmussen, der føler sig efterladt.
Og hun fastholder, at staten bør have et særligt ansvar for at hjælpe veteraner som Kim Rasmussen.
- Jeg synes, at når vi afgiver sønner og døtre, så synes jeg også, at man skal være tryg i at aflevere dem og vide, at hvis der sker noget efterfølgende, så bliver der taget hånd om en - både som pårørende og soldaten selvfølgelig, siger hun.
Udenrigsministeriet kan ikke hjælpe
TV 2 har spurgt Udenrigsministeriet, hvorfor de ikke hjælper Kim Rasmussen hjem til Danmark.
De oplyser i et skriftligt svar, at de ikke kan udtale sig om konkrete sager.
Samtidig lyder det dog, at der i dag ikke er lovhjemmel til at yde økonomisk støtte til at hjælpe Kim Rasmussen hjem eller betale for hans hospitalsregning.
- Ved sygdom i udlandet kan Udenrigsministeriet yde konsulær bistand. Det kan blandt andet omfatte, at Udenrigsministeriet faciliterer kontakten mellem den syge og de pårørende samt kontakten til de lokale myndigheder og i særlige tilfælde assisterer med praktiske forhold i forhold til hjemtransport, lyder det skriftlige svar fra ministeriet.
Skytteforening samler ind
Lennart Dall er næstformand i skytteforeningen ’Veteranskytterne’, og han mener ligesom Mari-Ann Rasmussen, at myndighederne har et særligt ansvar for at hjælpe med at få Kim Rasmussen hjem.
- Kim har jo givet alt for Danmark, og han har været i krig flere gange, og han er blevet ved, indtil han til sidst var ødelagt af PTSD, lyder det fra Lennart Dall i 'Go' aften Live'.
Lennart Dall kender Kim Rasmussen.
Han har været udsendt med i Afghanistan i 2011 og 2012, og han husker ham som en enormt vellidt kollega og meget pligtopfyldende soldat, der altid stod klar til at hjælpe de yngre soldater i delingen.
Og Kim Rasmussen har mange medaljer og hædersbevisninger som bevis på hans indsats, lyder det.
Men hvor langt skal staten gå? Skal alle former for problemer være en del af statens ansvar, når man har været udsendt?
- Der er nogle særligt tilfælde, som jeg mener, Kim er et eksempel på. Han er jo syg og er kommet afsted under virkelig uheldige omstændigheder, lyder svaret fra Lennart Dall.
I skytteforeningen har de derfor også startet en indsamling til at hjælpe med hospitalsregningen og en hjemtransport med ambulancefly, så Kim Rasmussen kan blive overført til et dansk hospital.
For regningen kan blive meget større end hospitalsregningen. Alene hjemtransporten vil kunne koste over 700.000 kroner, forventer de.
Er inviteret til møde
Selvom myndighederne ikke kan hjælpe, giver Mari-Ann Rasmussen dog ikke op.
Og hun mener, at loven bør laves om, hvis loven ikke tillader, at myndighederne må hjælpe veteraner som hendes bror.
Mari-Ann Rasmussen har skrevet et brev til forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), og efter sin medvirken i ‘Go’ aften Live’ er hun blevet inviteret til et møde med Udenrigsministeriet, fortæller hun.
Indtil da er det en stor støtte at opleve den støtte og omsorg, hun har fået fra særligt veteranforeningerne og veteranerne i Danmark.
Det er med til at give hende styrke til at kæmpe videre, siger Mari-Ann Rasmussen.
- Jeg giver ikke op. Soldaterne siger, at de ikke efterlader nogen, og det kan godt være, at jeg ikke er soldat, men Kim har ikke efterladt nogen, så jeg efterlader ham ikke alene på Filippinerne, lyder det.
Se hele interviewet med Mari-Ann Rasmussen, der kæmper for sin bror, i 'Go' aften Live' på TV 2 Play
TV 2 har spurgt Forsvarsministeriet, om myndighederne ikke har et særligt ansvar over for veteraner, der har været udsendt for Danmark.
Forsvarsministeriet har henvist til Veterancentret, der hjælper veteraner og er underlagt Forsvarsministeriets Personalestyrelse. De ønsker ikke at svare på politiske spørgsmål og henviser tilbage til Forsvarsministeriet, der ikke er vendt tilbage på TV 2s seneste henvendelse.