Mors-Thy-spillere forlader deres hjem i Thisted for at kunne spille håndbold
Mors-Thy flytter sin hjemmebane permanent til Mors, mens Thisted Kommune er lukket ned i fire uger.
Nedlukningen af syv nordjyske kommuner får konsekvenser for flere elitesportsklubber.
Mors-Thy Håndbold har løst situationens alvor ved at flytte holdets kampe til Mors. Normalt spiller holdet skiftevis i Thyhallen og Sparekassen Thy Arena på Mors. Nu bliver sidstnævnte permanent hjemmebane til og med den 5. december.
Fire af klubbens spillere har bopæl i Thisted Kommune. Rasmus Bech, Frederik Tilsted og Mads Moxer Hangaard har indvilget i at forlade deres hjem, mens nedlukningen står på.
- Spillerne har vist utrolig klubånd. Det er klart, at spillerne virkelig ofrer sig her, i og med de forlader deres familier i en måned. Det er klubben dem dybt taknemmelige for, siger sportsdirektør Henrik Hedegaard i en pressemeddelelse.
Bech og Tilsted er nu i karantæne på Mors, indtil de kan fremvise en negativ coronatest. Hoxer er lige nu med til en ungdomslandsholdssamling, men støder til truppen og bosætter sig ligeledes uden for Thy.
Kan ikke forlade familien
Målmand Søren Pedersen må holdet imidlertid undvære under nedlukningen.
- Søren P. har tre mindre børn, og hvor meget han end gerne ville det, kan han ikke få en måneds fravær til at gå op i forhold til familien. Det har vi som klub fuld forståelse for og bakker fuldstændigt op, siger Henrik Hedegaard.
Mors-Thy møder onsdag TTH Holstebro i pokalturneringens kvartfinale, og den bliver altså spiller på Mors.