Kommuneopdeling i Nordjylland fjernes og elever kan komme tilbage i skole
De faldende smittetal i Nordjylland betyder, at regeringen nu lemper restriktionerne i området.
Indbyggerne i de syv nordjyske kommuner, der i sidste uge blev lukket ned, kan fra på mandag atter bevæge sig på tværs af kommunegrænserne.
Dog skal de fortsat være afsondret fra resten af landet. Samtidig får elever i 5.-8. klasse efter weekenden atter lov at komme i skole igen, og derudover må borgerne i de syv kommuner igen rejse frit med kollektiv transport - dog ikke ud af kommunerne.
Det har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) netop meddelt på aftenens pressemøde om den nuværende coronasituation.
Restauranter skal fortsat holde lukket
Det var på et pressemøde torsdag den 5. november, at statsminister Mette Frederiksen meldte ud, at Nordjylland for en stund måtte lukke ned.
Myndighederne havde i dagene forinden konstateret en særlig mutation af covid-19, som var blevet overført fra mink til mennesker i Nordjylland.
Og da man frygtede, at mutationen kunne udgøre en risiko for det vaccinearbejde, der pågår internationalt, valgte man at indføre særligt skærpende restriktioner i syv forskellige kommuner: Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Læsø, Thisted, Vesthimmerland og Jammerbugt.
Restriktionerne betød blandt andet, at borgere blev opfordret til ikke at krydse kommunegrænser, og at elever i 5.-8. klasse blev sendt hjem. Restriktioner, som man altså hæver nu.
En række andre restriktioner trådte også i kraft: Restaurationer blev lukket ned, alle indendørs og udendørs kulturinstitutioner blev lukket for offentligheden og at de studerende på videregående uddannelser i de berørte kommuner skulle overgå til digital undervisning og eksamen uden fremmøde.