Gratis både revet væk: Maria er en af de heldige
Fem både, som kommunen ikke kunne finde ejerne på, bliver revet væk.
Man skal være hurtig - meget hurtig.
For der er blot én af de fem både i Hvalpsund, som Vesthimmerlands Kommune ville give væk gratis, tilbage. Det sker på trods af, at det kun er 17 timer siden, at kommunen søgte nye ejere til bådene.
Maria Steeltoft og datteren var blandt dem, som hurtigt fik kontaktet kommunen, og hun kommer nu hjem med en af bådene.
- Jeg forestiller mig, at vi skal have den hjemme som et familieprojekt og se, om vi kan få den i vandet igen, fortæller hun foran sin nye båd og fortsætter:
- Jeg synes, det ser spændende ud. Jeg tror, det bliver fedt!
Det siger hun på trods af, at bådene har ligget længe på den gamle opliggerplads i byen.
Her har de ligget, fordi kommunen ikke har kunnet finde ejerne af dem. Det betyder også, at hun har fået båden gratis.
- Men vi skal selvfølgelig betale for at få den transporteret hjem, lyder det fra hende.
Maria Steeltoft har også en forhåbning på, at den kommer i vandet igen - selvom det har lange udsigter på nuværende tidspunkt.
- Om halvandet-to år, fortæller hun om tidshorisonten.