Chok-stigning: Her brager varmeprisen op med 185 procent

Beboere i blandt andet Ulstrup kan se frem til en voldsom stigning på deres varmeregning næste år.

2017 fusionerede Bjerringbro varmeværk med Ulstrup kraftvarmeværk og blev til Gudenådalens Energiselskab A.m.b.a.
2017 fusionerede Bjerringbro varmeværk med Ulstrup kraftvarmeværk og blev til Gudenådalens Energiselskab A.m.b.a.
Foto: TV 2 ØSTJYLLAND

Thomas Vestergaard Kristensen fra Ulstrup fik sig lidt af et chok, da han læste varslingen fra Gudenådalens Energiselskab, som selskabet lagde op på deres hjemmeside den 23. december.

Fra april næste år forventer energiselskabet, at forbrugerne vil blive ramt af en varmeprisstigning på hele 185 procent.

Det betyder, at varmeprisen for et standardhus på 130 kvadratmeter og et forbrug på 18,1 MWh forventes at stige til i alt 45.441,25 kroner om året. Det gælder blandt andet husstande i Ulstrup og Bjerringbro.

Thomas Vestergaard Kristensen bor sammen med sin partner i et hus på omkring 140 kvadratmeter i Ulstrup, og han har regnet sig frem til, at det vil koste dem næsten 3.000 kroner mere i måneden at varme huset op fra april, end det gør nu.

- Jeg synes, at det lyder af rigtig, rigtig meget, og det undrer mig, for hos andre varmeværker kan jeg læse mig frem til, at det andre steder slet ikke stiger lige så meget, siger Thomas Vestergaard Kristensen til TV2 Østjylland.

Thomas Vestergaard Kristensen bor sammen med sin partner i et hus på omkring 140 kvadratmeter i Ulstrup, og han har regnet sig frem til, at det vil koste dem næsten 3.000 kroner mere i måneden at varme huset op fra april, end det gør nu, hvis prisstigningerne træder i kraft.
Thomas Vestergaard Kristensen bor sammen med sin partner i et hus på omkring 140 kvadratmeter i Ulstrup, og han har regnet sig frem til, at det vil koste dem næsten 3.000 kroner mere i måneden at varme huset op fra april, end det gør nu, hvis prisstigningerne træder i kraft.
Foto: Privatfoto

Det værst tænkelige scenarie

Prisstigningen skyldes ifølge Gudenådalens Energiselskab, at prisen på både el og naturgas er steget gennem de seneste fem måneder.

- Årsagen til denne nye prisvarsling er en følge af de voldsomme prisstigninger, der gennem de sidste 5 måneder har været på både el og naturgas, som begge er næsten ti-doblet i pris, stigninger vi ikke kunne forudse eller havde nogle indikationer af, men begge energier, som vi er dybt afhængige af, skriver formand for Gudenådalens Energiselskab, Preben Sørensen, på selskabets hjemmeside.

Preben Sørensen skriver videre, at den store prisstigning er det værst tænkelige scenarie.

- Der skal dog ikke herske tvivl om, at det var med en stor klump i halsen, at vi har måttet sende denne varsling ud, men den samlede bestyrelse har set det som rettidig omhu, at vi varsler det værst tænkelige scenarie ud, lyder det på hjemmesiden.

Han understreger, at selskabet ikke må hæve priser, der allerede er varslet, men godt må sænke dem, hvis de ser en positiv udvikling i priserne på de energier, som selskabet anvender.

Frygter ærgerlige konsekvenser for byen

Thomas Vestergaard Kristensen frygter, at de voldsomme prisstigninger kan få ærgerlige konsekvenser for byen.

Selv bor han med sin partner, og de har to indtægter til at få det hele til at løbe rundt med – men:

- Der er mange enlige og pensionister herude, der kun får én pension. Jeg frygter, at de ikke kan få det til at strække, og at mange huse må gå til salg, siger Thomas Vestergaard Kristensen.

Parret overvejer ikke at flytte fra byen på grund af prisstigningerne, men de kommer til at skulle prioritere, hvad deres penge nu skal bruges på.

- Vi har ikke lyst til at flytte, så vi kan blive nødt til at betale prisen. Men så er der andre ting, der må i anden række. For eksempel kan jeg ikke få ny bil, selvom den vi har trænger til at blive udskiftet, og renovering af huset må også sættes i anden række, siger Thomas Vestergaard Kristensen.

Det har længe været et ønske i Ulstrup, at byen skal kunne tiltrække flere nytilflyttere. For Thomas Vestergaard Kristensen at se, kan det blive sværere med de høje varmepriser:

- Jeg frygter, at det kan afholde folk fra at flytte dertil. Hvis det koster så meget at varme et hus op her, så tror jeg, at folk vil vælge at flytte andre steder hen, siger han.

2017 fusionerede Bjerringbro varmeværk med Ulstrup kraftvarmeværk og blev til Gudenådalens Energiselskab A.m.b.a.
2017 fusionerede Bjerringbro varmeværk med Ulstrup kraftvarmeværk og blev til Gudenådalens Energiselskab A.m.b.a.
Foto: TV 2 ØSTJYLLAND

Arbejder på løsninger

Hos energiselskabet vil de i den kommende tid arbejde på at finde løsninger, der kan minimere den voldsomme stigning.

- Det er klart, at vores førsteprioritet i bestyrelsen og ledelsen er at finde en eller flere løsninger, der kan hjælpe alle vor forbrugere i denne alvorlige situation, og har allerede nu flere ideer på tegnebrættet, skriver Preben Sørensen på hjemmesiden.

Bestyrelsen vil gå i dialog med Viborg og Favrskov Kommune for at undersøge muligheder for nye tiltag og håber også på hjælp længere oppe fra.

- Dette er det vildeste, jeg har oplevet siden oliekrisen i 1972, og det er ikke noget jeg som formand er stolt over at skulle præsentere for vor forbrugere (…). Jeg håber derfor personligt, at denne alvorlige situation, snarest vil blive behandlet på ministerplan, for at sikre kommende el- og gaspriser, samt leverancer, lyder det fra Preben Sørensen.