Helle sender brugte brudekjoler ud på endnu en vals
En ny butik i Silkeborg sælger brugte brudekjoler. Vi skal tænke på klimaet, lyder det fra ejeren.
Det kan være en dyr fornøjelse, når der skal siges ja til kærligheden. Både for pengepungen og for klimaet. Tøjproduktion kan som bekendt være en rigtig miljøsviner, og brudekjoler er ingen undtagelse.
Derfor åbner en helt ny forretning nu i Silkeborg, hvor de kun har brugte kjoler på stativerne.
- Det er en god ide, fordi vi skal tænke på klimaet, siger Helle Schmidt, der er ejer af Charita Kjoler – et bæredygtigt valg.
Butikken er ikke som de fleste andre tøjbutikker. På stativerne hænger brudekjoler og konfirmationskjoler, og fælles for dem alle er, at de allerede har været brugt.
- Vi skal lave nogle bæredygtige løsninger, hvor vi bruger tingene igen. Kjolerne her er vældig fine og slet ikke slidte, så de skal bruges igen, siger Helle Schmidt.
'Man kan jo begynde med sig'
Selvom en lille forretning i Silkeborg ikke kan løse klodens klimaudfordringer, kan det være et skridt på vejen, mener iværksætteren.
- Det er måske en lille ting i det store samfundsperspektiv, men hvis man vil begynde et sted, kan man jo begynde med sig selv, siger Helle Schmidt.
Hun håber, at kjolerne ikke blot bliver genbrugt en enkelt gang, men at det kan blive til mange ture op ad kirkegulvet for hver enkelt kjole.
- Vi vil arbejde med et koncept, så når man har brugt sin kjole og måske haft den hængende nogle måneder, så kan man prøve at komme ned og sælge den igen, siger Helle Schmidt.
Og for Helle Schmidt har det længe været en drøm at åbne butikken, og på lørdag bliver det til virkelighed.
- Drømmen er, at det bliver en succes, og at der kommer en masse mennesker, der vil være med til det her, siger hun.