Regeringen vil kigge på 'oplagt' hjælp til tørkeramte landmænd

En såkaldt tørkepakke skal komme landbruget til hjælp.

Den ekstreme tørke får i stigende grad konsekvenser for landbruget. Den manglende nedbør betyder, at græsvæksten går i stå, og det betyder, at også foder til køerne er i fare.
Den ekstreme tørke får i stigende grad konsekvenser for landbruget. Den manglende nedbør betyder, at græsvæksten går i stå, og det betyder, at også foder til køerne er i fare.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Regeringen arbejder lige nu på en tørkepakke, der skal hjælpe blandt andet landmænd igennem perioden uden regnvejr.

Det er endnu ikke på plads, hvordan en eventuel tørkepakke skal se ud, men regeringen fortæller, at de er klar til at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt.

Ifølge Thomas Jensen (S), der er medlem af miljø- og fødevareudvalget i Folketinget, kan et af tiltagene være, at landmændene får lov til at høste deres brakmarker.

- Det er et forslag, der kan sættes i værk relativt hurtigt, så det kunne være et oplagt sted at starte, siger han til TV2 Østjylland.

Der har tidligere været diskuteret muligheden for, at landmændene kunne få vand til at vande deres marker, men her er Thomas Jensen mere tilbageholden.

- Alle mangler jo vand. Der bliver kigget på det i værktøjskassen, men jeg kan ikke garantere noget, siger han.

Thomas Jensen vil se på mulighederne for en tørkeperiode (S).
Thomas Jensen vil se på mulighederne for en tørkeperiode (S).
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Tørkepakke i 2018

Sidste gang Danmark havde en voldsom tørkeperiode var i 2018, hvor der også dengang blev lavet en tørkepakke.

Dengang indgik det, at man skulle 'ruste landbruget til fremtidige tørker.'

Men nu står landmændene i samme problemstilling igen.

- Vi skal kigge rigtig meget fremad. Fundamentet, for at dansk landbrug kan klare sig i fremtiden, når der kommer tørker, er, at vi har nogle afgrøder, der er tørkeresistente, siger Thomas Jensen.

Han mener dog, at landbruget er godt på vej til at etablere det fundament - men i år vil de stadig have brug for ekstra hjælp.

Også selvom de har gemt penge fra succesåret 2022.

- Jeg er sikker på, at nogle har polstret sig økonomisk til problemerne. En anden ting er, at man står og mangler nogle afgrøder her og nu, siger Thomas Jensen.