Endelig er stemmerne optalt: Her er det nye regionsråd

Det står efter optælling af de personlige stemmer klart, at den kommende regionsrådsformand Anders Kühnau (S) har haft et flot valg.

Anders Kühnau blev den største stemmesluger med over 60.000 personlige stemmer.
Anders Kühnau blev den største stemmesluger med over 60.000 personlige stemmer.

Stemmerne i alle 19 kommuner i regionen ved valget 21. november 2017 er nu fintalt. Samtidig er de personlige stemmer optalt. Det står derfor klart, hvem der får en plads i regionsrådet 2018 – 2021.

Den kommende formand Anders Kühnau har haft et flot valg. Han har fået 62.959 personlige stemmer, hvilket er ca. 25.000 stemmer flere end sin største udfordrer Carsten Kissmeyer, der fik 38.720 stemmer.

- Det er en fantastisk følelse, det er jo noget, jeg har arbejdet hårdt for rigtig længe. Jeg er meget glad for den opbakning, som vælgerne har vist ikke bare mit parti men også de partier som vi er i valgforbund med, sagde Anders Kühnau til TV2 ØSTJYLLAND, da det stod klart, at han blev ny formand. 

De endelige stemmetal og dermed overblikket over de nye medlemmer i regionsrådet i Region Midtjylland blev forsinket, på grund af et kaos med optællingen af stemmerne i Hedensted Kommune. Tællerne var nemlig gået hjem, før de var færdige med optællingen onsdag aften. 

Flere overraskelser 

Onsdag morgen 22. november indgik alle partier i det nyvalgte regionsråd en konstitueringsaftale, der betød, at Anders Kühnau bliver regionsrådsformand i Region Midtjylland, Hanne Roed (Rad.V.) bliver 1. næstformand, og Carsten Kissmeyer (V) bliver 2. næstformand. 

Bemærkelsesværdigt er det, at psykiatriområdet har fået et særligt fokus i aftalen. Udover de 10 mio. kr., som tidligere er aftalt som led i budgetforliget for 2018, har partierne aftalt, at der findes yderligere 15 mio. kr. til et løft af psykiatrien i 2018. Disse midler går til flere senge, bedre personalenormeringer, psykiatrihuse i samarbejde med kommunerne mv. Herudover er parterne enige om at løfte psykiatrien yderligere ved budget 2019.

En af overraskelserne i det nye regionsråd er, at Jakob Rixen er valgt ind for Liberal Alliance med 1822 stemmer foran partiets spidskandidat Johnny Heinmann, der fik 1431 stemmer.

Der tages i den nye konstituering forbehold for, at valget godkendes i valgbestyrelsen i Region Midtjylland. Valgbestyrelsen mødes torsdag 23. november kl. ca. 16.30 for at vurdere, om valget kan godkendes.

DET NYE REGIONSRÅD - BASERET PÅ OPTÆLLINGEN AF ALLE KOMMUNER
A. Socialdemokratiet
Anders Kühnau
Annette Roed
Niels Erik Iversen
Morten Flæng
Flemming Knudsen
Henrik Fjeldgaard
Henrik Gottlieb Hansen
Claus Kjeldsen
Lars Møller Pedersen
Ole Jepsen
Conny Jensen
Birgit Marie Christensen
Mette Valbjørn
John G. Christensen
Marianne Carøe
B. Radikale Venstre
Hanne Roed
C. Det Konservative Folkeparti
Nicolaj Bang
F. SF - Socialistisk Folkeparti
Jacob Isøe Klærke
Susanne Buch
I. Liberal Alliance
Jakob Rixen
K. KristenDemokraterne
Marianne Karlsmose
O. Dansk Folkeparti
Lone Langballe
Steen Thomsen
Ole Revsgaard Andersen
P. Psykiatri-Listen
Mikkel Rasmussen
V. Venstre, Danmarks Liberale Parti
Carsten Kissmeyer
Ulrich Fredberg
Dorte West
Jørgen Winther
Ib Bjerregaard
Jørgen Nørby
Arne Lægaard
Olav Nørgaard
Torben Nørregaard
Steen Jakobsen
Erik Vinther
Finn Thranum
Christian Møller-Nielsen
Ø. Enhedslisten - De Rød-Grønne
Else Kayser
Signe Lund Jensen
Å. Alternativet
Rasmus Foged