Nødråb: Hospitalsbesparelser giver dårligere behandling

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) beder nu regeringen om økonomisk hjælp til Aarhus Universitetshospital, ellers går det ud over behandlingen, frygter han.

Anders Kühnau (S) kommer med nødråb til politikerne på Christiansborg. Han efterspørger en økonomisk indsprøjtning på 600 millioner kroner til en ekstraregning på i alt en milliard kroner.
Anders Kühnau (S) kommer med nødråb til politikerne på Christiansborg. Han efterspørger en økonomisk indsprøjtning på 600 millioner kroner til en ekstraregning på i alt en milliard kroner.
Foto: Ragnhild Aleksandra Dam, TV MIDTVEST

I godt en måned har det være kendt, at Aarhus Universitetshospital i Skejby skal spare 325 millioner kroner. Hospitalsdirektøren oplyste dengang, og har siden understreget, at ingen afdelinger går fri af besparelserne.

Det har blandt andet fået læger til at udsende et bekymringsbrev, fordi de frygter for kvaliteten for deres arbejde. I brevet beskrev lægerne blandt andet, hvordan de frygter, at besparelserne vil medføre, at personalet flygter til andre arbejdspladser i landet, at hospitalet vil tabe ekspertise, og at dagligdagen på hospitalsgangene i højere grad vil blive præget af konflikter.

Senest fortalte TV2 ØSTJYLLAND i mandags, at også patienter frygter for konsekvenserne af de mange besparelser på hospitalet, som i sidste ende kan gå ud over dem.

Det har nu fået formanden i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), til at komme med et nødråb til politikerne på Christiansborg.

Han efterspørger, at regeringen giver Aarhus Universitet en økonomisk indsprøjtning på 600 millioner kroner til en ekstraregning på i alt en milliard kroner, som konsekvens af sammenflytningen af hospitalerne til ét stort i Skejby.

- Det er ekstra udgifter, der handler om selve flytningen af afdelinger fra de gamle sygehuse til det nye og udgifter til at tage de nye afdelinger i Skejby i brug, siger Anders Kühnau til TV2 ØSTJYLLAND.

Han frygter nemlig for, at det vil komme til at gå ud over patienterne, hvis der ikke kommer et økonomisk tilskud fra regeringen.

- Hvis staten ikke vil hjælpe, så er der kun et sted at hente pengene, og det er på driften. Det vil give dårligere behandling, ventetider, og måske vil der være behandling, som vi ikke kan tilbyde patienterne i fremtiden. Så kommer patienterne til at rejse andre steder hen i landet for at modtage behandling, siger regionsrådsformanden.

Politisk enighed om sygehussucces

Hos Venstres østjyske lejr i Folketinget mener man dog, at det er regionernes eget ansvar at holde styr på økonomien:

- Alt i alt synes jeg, at regionerne har fejlet, for regionerne havde altså ansvaret for at de budgetter, de selv havde lagt, selvfølgelig også kunne overholdes, siger Michael Aastrup-Jensen (V) til TV2 ØSTJYLLAND.

Til gengæld kan Socialdemokratiets Jens Joel godt forstå regionsrådsformandens ønske om økonomisk tilskud fra Regeringen.

- Fra Socialdemokratiets side har vi jo sagt højt og tydeligt, at der skal tilføres flere penge til regionerne. Vi skal simpelthen investere mere i vores fælles sundhedsvæsen, og jeg forstår godt, at der nu er kommet en konkret anmodning, for vi kan se, at der bliver løbet hurtigt på Skejby, siger Jens Joel (S) til TV2 ØSTJYLLAND.

De to politiske modstandere kan dog godt blive enige om et fælles mål, der indebærer, at det nye supersygehus kan lykkes.

- For os er det vigtigt, at de her supersygehuse bliver en succes fra dag ét, og selvfølgelig også at behandlingsgarantien opretholdes, siger Michael Aastrup-Jensen.

I sidste uge afleverede samtlige afdelingsledere på Aarhus Universitetshospital deres bud på, hvor der kan spares. De forslag skal hospitalsledelsen nu se på, og den 22. maj bliver politikerne i regionen præsenteret for detaljerne i spareplanen.

Foreslår afdragsordning

Tidligere på ugen fortalte TV2 ØSTJYLLAND, at Venstres regionsrådsmedlem Christian Møller-Nielsen (V) allerede nu foreslår, at man i stedet laver en afdragsordning, så det ikke kommer til at gå ud over patienterne, at de store besparelser snart skal realiseres.

- Besparelserne er så omfattende i 2019, at det i praksis ikke er muligt at gennemføre den besparelse, så fremfor at have den uro og de frustrationer på hospitalsenheden, så bør vi i regionsrådet at lave en økonomisk handlingsplan – måske med en afdragsordning over ti år, siger Christian Møller-Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Christian Møller-Nielsens forslag lyder således, fordi han frygter, at det vil få alvorlige konsekvenser, hvis besparelserne laves på en gang.

Blandt andet fordi en besparelse i denne størrelsesorden vil betyde, at flere stillinger skal nedlægges, og det mener Christian Møller-Nielsen, vil gøre det svært for hospitalet at leve op til de specialiserede funktioner, de har i dag.

1:01
Indslag fra august 2018: Udgifterne er også steget på Supersygehuset i Gødstrup af flere omgange, og en ny revideret plan for byggeriet viser, at der skal spares yderligere 109,6 millioner kroner.