Sidste uge af skolernes sommerferie skydes i gang med sol og sommervarme
Et vejrskifte til mere klassisk dansk sommervejr venter midt på ugen.
Sidste uge af skolernes sommerferie står for døren, og særligt den første del af ugen kan give anledning til en strandtur eller andre udendørsaktiviteter.
Der er nemlig udsigt til både en del sol og sommertemperaturer på over 25 graders varme.
Dog er det med at nyde den sommerlige start, for allerede fra midt på ugen er der tegn på et vejrskifte til lidt mere ustadigt sommervejr.
Mandag: Pænt sommervejr med en del sol
I hele landet vil man stå op til solrigt vejr mandag morgen.
Solen kan have et mælkehvidt skær grundet højtliggende slørskyer, men kan sagtens skinne igennem disse.
Dagen igennem forventes solen at have god plads på himlen over det meste af landet. Men i Jylland kan skyerne imidlertid lukke mere til ud på eftermiddagen.
Temperaturen når op mellem 20 og 23 grader, mens vinden bliver svag til jævn fra vestlig retning.
Tirsdag: Solrigt og varmt
Ugens bedste dag bliver tirsdag, hvis man ellers er til både sol og varme.
Fra morgen til aften vil den stå på en del sol landet over, mens temperaturen får et nøk opad.
Op mellem 23 og 26 graders varme ventes der at blive målt de fleste steder. En meteorologisk sommerdag er defineret ved mindst 25 grader på termometret.
Samtidig bliver det med rolige vindforhold, så solens varme stråler kan virkelig mærkes.
Onsdag: Skiftedag
Også onsdag er der udsigt til både sommervarme og solskin – men dog kun i den østlige af landet.
Her er der til gengæld også udsigt til solskin og op til 27 grader.
Anderledes ser det ud i den vestlige del af landet, hvor en front skal ind over med regn, der i perioder kan blive kraftig og måske være med torden.
Regnvejret rammer først Jylland og bevæger sig i løbet af onsdagsdøgnet østover.
Onsdagens vejr markerer overgangen til den sidste halvdel af ugen, som bliver mere ustadig med byger, der kommer og går.
Derudover bliver der skruet lidt ned for sommervarmen, så temperaturen topper med omkring 20 grader.