Er ulven mon på spil? To får dræbt samme sted som sidst
En fårehyrde er frustreret over at have fundet to nye får døde efter voldsomme bidsår.
Advarsel: Denne artikel indeholder stærke billeder.
Endnu engang har fårehyrde Berit Kiilerich mistet nogle af sine får til et rovdyr, som er brudt ind i en fold.
Fredag i sidste uge fandt hun tre af sine får døde på en mark i området Klostergårde mellem Staby og Ulfborg, og lørdag morgen blev endnu et får fra samme flok fundet død. Og nu er to nye får blevet dræbt, mens yderligere to er fundet haltende.
- Det er virkelig træls, for man kan ikke gøre noget for at forhindre det, siger Berit Kiilerich.
De to døde får gik ikke på samme fold som fårene, der blev angrebet i sidste uge, men i samme område. Denne gang har rovdyret bevæget sig tættere på mennesker, og de dræbte får blev fundet bare 150 meter fra et hus.
- Vi er trætte af, at det kommer så tæt på, men vi kan ikke finde ud af, hvad vi skal gøre, siger Berit Kiilerich.
Hun er ikke alene om at være frustreret. BT fortæller i dag, at en 13-årig dreng fra Vind ikke længere tør gå den 500 meter lange tur fra families landejendom til det busstoppested, som han skal med skolebussen fra.
Intet svar på DNA-prøver endnu
Skov- og Naturstyrelsens vildtkonsulent med speciale i ulve har i dag taget DNA-prøver af de døde får mellem Ulfborg og Staby for at fastslå, om det virkelig er en ulv, der er synderen. Det tager tre til fire uger at få et resultat, og det er derfor endnu uafklaret, om der var tale om en ulv i sidste uge.
- Når vi kommer ud til et dødt dyr, så kigger vi på, hvordan skaderne ser ud, og så vurderer vi i hvert enkelt tilfælde, om vi vil tage en prøve og teste for ulve-DNA, siger vildtkonsulent Jens Henrik Jakobsen.
Miljøstyrelsen blev i 2017 kaldt ud 95 gange til husdyrejere, som mente, at deres husdyr var blevet dræbt af en ulv. DNA-undersøgelser viste, at det kun var en ulv i 24 af tilfældene.
Voldsomme skader
Her kan du se, hvordan Berit Kiilerichs får så ud, da hun fandt dem torsdag formiddag: