Unikke billeder: Ulv filmet ved Ulfborg

Jens Bukholt filmede en ulv fra hovedvejen syd for Ulfborg.

1:14
Se Jens Bukholts optagelser her.
Foto: Jens Bukholt

De vestjyske ulve er flere gange blevet foreviget på film - nogen gange har kvaliteten været tvivlsom, men det kan man ikke sige om de videoer, som jæger Jens Bukholt har lagt op på Facebook.

Det lykkedes forleden Bukholt at filme en ung ulv syd for Ulfborg. Han så i alt tre ulve, men nåede kun at filme den ene. Kvaliteten af optagelserne, som er lavet fra hovedvejen, er til gengæld meget god.

TV MIDTVEST har talt med den vestjyske jæger og fået lov til at dele videoerne, men ellers ønsker han ikke at udtale sig.

Det fremgår nogle steder, at ulven skulle halte, men det afviser Bukholt.

Ulven vendte efter knap 200 års fravær tilbage til Danmark i 2012. Beviset kom, da der blev fundet en død ulv i Nationalpark Thy. Siden da er der gentagne gange set ulve i den danske natur, og DNA-prøver har også bekræftet, at det store rovdyr er tilbage. Det er blandt andet sket i forbindelse med angreb på fårebesætninger.

Ulven er fredet i EU, og de danske ulve er ifølge forskerne indvandret fra Tyskland.