50-årig fik insulinchok og kørte ind i lygtepæl
En mand med sukkersyge fra Viborg kørte søndag aften galt.
Nordre Ringvej i Viborg var kortvarigt spærret omkring klokken 18 søndag aften, fordi en 50-årig mand med sukkersyge havde mistet herredømmet over sin bil.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch.
- Manden var kørt ind i en lygtepæl, og lygtepælen blev så bøjet, at der var nogle ledninger, som Energi Viborg skulle ud at fikse, fortæller han.
Ifølge vagtchefen var manden ved bevidsthed, men en ambulance blev tilkaldt til stedet, hvor soloulykken fandt sted.