57-årig dræbt i tragisk jagtulykke: Politiet undersøger nu sagen
Søndag blev en 57-årig mand fra Viborg-området erklæret død, efter at han blev ramt af skud fra sin jagtkammerat. Nu er politiet i gang med grundige undersøgelser af ulykken.
En 57-årig mand fra Viborg-området er afgået ved døden, efter han blev ramt af skud fra sin kammerat, som han var på jagt med søndag.
Ulykken skete i et skovområde ved Sangildvej ved Karup, og politiet var ud på eftermiddagen i gang med undersøgelser på stedet, oplyser indsatsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi, Rasmus Poulsen.
- Sagens karakter gør, at vi har haft kriminalteknikere på herude, og i morgen vil der blive foretaget en våbenanalyse. De ting har vi gjort for at kunne belyse sagen så grundigt som muligt, så vi kan få hændelsen så klar som mulig, siger indsatslederen til TV MIDTVEST.
Ifølge politiet afgav en 65-årig jagtkammerat et skud, fordi han troede, det var en anskudt kronhind. I stedet ramte han sin 57-årige jagtven.
Ramt i benet
Politiet modtog hændelsen klokken 08.11, og ambulancelægen erklærede den 57-årige mand død klokken 9.
- Vi får meldingen om, at der er nogle kammerater, der har været på jagt og i den forbindelse, er der en af dem, der bliver ramt i benet, og det medfører, at han afgår ved døden, oplyser indsatslederen.
Den 65-årige mand, som affyrede skuddet, er nu sigtet for uagtsomt manddrab, mens flere sigtelser kan blive tilføjet efter afhøring samt nærmere undersøgelser af episoden og gerningsstedet.
Ulykken ved Karup er den fjerde jagtulykke med dødelig udgang herhjemme på godt tyve år.