Æbler, æbler og flere æbler: Her dedikerer de hele weekenden til den runde frugt

Æbler i alle afskygninger er i denne weekend på programmet til en festival der handler om, ja - æbler.

æblefestival
Foto: Mikkel Eskelund, TV MIDTVEST

Vil du prøve at presse din egen æblemost, skal du have opklaret hvilken sort, æblerne fra din egen have er, eller vil du bare gerne lære en hel masse om æbler?

Så er der hjælp at hente i Rødding nordvest for Skive, hvor du denne weekend kan smage og dufte over 120 forskellige æblesorter til Danmarks største vidensfestival om æbler, Rødding Æblefestival.

- Det handler om æbler. Det handler om viden om æbler, og det handler om at være fælles med mennesker om æbler. Det går vi meget op i, siger Sune Krogh Hansen.

Han er en af de frivillige, der driver festivalen, og han æblenørder blandt andet i at lave eddike og cider.

- Vi gærer æblemost til cider. En gang i mellem lykkes det rigtig godt, og en gang imellem lykkes det kun lidt godt, og så laver vi det videre til noget andet. Det kunne være eddike, siger han.

Æbler, æbler og flere æbler

Udover cider- og eddikeentusiasten Sune Krogh Hansen, kan du også møde eksperter i for eksempel podning og æblevin på festivalen.

- Vi prøver at få nogle dygtige mennesker til at fortælle os alle sammen om æbler, sådan at vi kan blive klogere på at bruge æbler, lave æbler og spise æbler, siger Sune Krogh Hansen.

Der er altså både noget for entusiasterne og for dem, der bare godt kan lide en omgang æbleflæsk, æblekage eller andre æblegodter – og begge er mødt op lørdag, kan du måske fornemme i videoen her.

0:19

- Vi er da rigtig glade for, at der er kommet så mange, som der er. Det er jo fedt, siger Sune Krogh Hansen.

- Det er jo næsten sådan, at man er lidt ærgerlig over at være frivillig på festivalen, for man vil egentlig også gerne være gæst på den selv, siger han og griner.

Æblefestivalen i Rødding fortsætter i morgen.