Billede viser rumfartøj i alvorlige problemer: Nu ender Helles digt i det uendelige univers

Rumsonden var på vej til månen, og er nu stødt ind i problemer.

Helle Lenschow fra Viborg sendte sit digt ind til radioprogrammet 'Den nye rumalder', og fik sit digt på et SD-kort ombord på rumsonden, som 23. februar efter planen skulle lande på månen.
Helle Lenschow fra Viborg sendte sit digt ind til radioprogrammet 'Den nye rumalder', og fik sit digt på et SD-kort ombord på rumsonden, som 23. februar efter planen skulle lande på månen.
Foto: Foto: Astrobotic, Collage: Lærke Nord, TV MIDTVEST

Hun sad i spænding og så raketten Vulcan blive sendt afsted mod månen. 

Helle Lenschow fra Viborg havde nemlig et digt med i rumsonden Peregrine, som en del af en samling af flere danske bidrag, som TV2's sang 'De Første Kærester På Månen' og en tekst af H.C. Ørsted, der mandag blev sendt med den amerikanske rumraket med kurs mod månen.

Digtet var skrevet til netop den - månen - men nu ser det ud til aldrig at nå frem. 

Mister brændstof

Ifølge virksomheden Astrobotic, som i samarbejde med NASA står bag månemissionen, er der sket en lækage i rumsonden, som betyder, at fartøjet mister brændstof. 

Mandag lød meldingen ellers, at både opsending og rumsonden Peregrines separering fra raketten Vulcan var forløbet efter planen. 

Men allerede senere samme dag stødte Astrobotic på problemer. Peregrine havde svært ved at orientere sine solpaneler mod solen, og mistede derfor strøm på det soldrevne batteri.

Senere meldte selskabet, at man ikke længere havde kontakt til fartøjet, og i én af de seneste opdateringer melder Astrobotic, at en lækage har ført til et "kritisk tab af brændstof" og en ukontrolleret styring af rumsonden. 

Astrobotic modtog dette billede fra rumsonden, som viser buler i isoleringen. Holdet bag beskriver billedet som det første visuelle tegn på, at noget var galt.
Astrobotic modtog dette billede fra rumsonden, som viser buler i isoleringen. Holdet bag beskriver billedet som det første visuelle tegn på, at noget var galt.
Foto: ASTROBOTIC

Fra Viborg har Helle Lenschow fulgt rumsondens rejse for at se, om hendes digt nåede hele vejen til månen. 

- Da den blev sendt op var det også meget spændende at følge med og se om den overhovedet kunne blive sendt op, siger Helle Lenschow-

NASA og Astrobotic havde på forhånd proklameret flere forbehold for rumsuccessen, så da opsendingen gik godt, blev Helle Lenschow rørt, fortalte hun mandag til TV MIDTVEST. 

Men i dag er følelsen en anden. 

- Det er da virkelig ærgerligt, det er det da, siger Helle Lenschow 

For nu lyder meldingen fra rumselskabet, at fartøjet ikke når frem. 

Brændstoflækagen betyder, at rumsonden kun har brændstof til mindre end to dage, og forventes dermed at være helt uden brændstof allerede onsdag aften. 

Hellere et digt end en levende astronaut

Helle Lenschow havde håbet, at hendes månedigt ville blive placeret på månen, og hun havde også fået en eksakt placering. 

Nu ender digtet og rumsonden højst sandsynligt som affald et sted i rummet. 

- Det er syret at tænke på, at mit digt er et sted derude. Jeg jokede med, at der måske var nogen på månen, som en dag ville finde det, men det ville jo være endnu vildere, hvis nogen finder det nu. Men nu tror jeg jo ellers ikke på aliens, slår Helle Lenschow fast. 

Selvom Helle Lenschow havde håbet, at hendes månedigt også landede på månen, er hun glad for, at det mislykkede rumfartøj trods alt kun bar på materielle ting.  

- Det var forventet, at der ville gå noget galt, og så er det jo bare rigtig heldigt, at det er ting - og mit digt - og ikke levende astronauter, som er med, siger Helle Lenschow.