Bilsalget boomer i sommeren

Juni måned har sat ny rekord for antallet af solgte biler. Danskerne vil have både flere - og større - biler, og så er de vilde med at købe biler i sommerperioden.

Bilsalg.jpg

Danskerne er igen begyndt at købe biler, og mange bruger sommermånederne til det. I juni måned blev der sat rekord med knap 22 procent flere solgte biler i forhold til samme måned sidste år. Det viser de seneste tal fra De Danske Bilimportører.

Tallene for juli måned er endnu ikke kommet, men TV MIDTVEST har talt med flere bilforhandlere, der fortæller, at mange bruger sommerferien til at købe ny bil.

- Der er en stigning igen i år, helt klart. I forhold til sidste år, som ellers også var historisk godt, ser det ud til, at vi får endnu et år med høje indregistreringstal, fortæller Steffen Christensen, direktør for Sølvsten Biler i Viborg.

Klar bedring

Ifølge forhandlerne er det især det økonomiske opsving, der har givet forbrugerne lyst til igen at mærke duften af ny bil.

- Man har nok lige skullet vente og se, om det nu også var rigtigt, at de positive takter fortsatte. Også her i Vestjylland er der en klar bedring i tingene, vurderer bilsælger Jesper Meiniche fra Meiniche i Holstebro.

Vil have større biler

Det er ikke kun antallet af bilkøb, der vokser. Faktisk vil forbrugerne også have større biler.

- Vi er rykket ud af kriseårene. Nu er der tillid og optimisme, og det gør, at kunderne godt tør købe biler, der er en klasse eller to større, siger Steffen Christensen fra Sølvsten Biler.

Forhandlerne forventer, at det stigende salg fortsætter resten af året. Det vil betyde endnu et rekordår for bilsalget.

4:42
Mange bruger sommerferien på at købe ny bil. Forhandlere over alt i landsdelen melder, at sommeren er lig med alt andet end stilstand.