Borgere bliver medejere af brugs: - Vi skal have en butik
Fem borgere i Rødding har købt den gamle købmandsbygning og vil nu have de lokale til at købe anparter, så byens brugs kan genåbne.
Ved årsskiftet måtte den lille lokalbrugs i Rødding nordøst for Viborg dreje nøglen om efter en lang og sej overlevelseskamp.
Men nu prøver borgerne efter forbillede fra en række andre landsbyer at samle penge sammen til at genåbne den. Det skal ske ved, at de lokale køber anparter i butikken.
- Det her skal og kan lykkes. Det vil være et kæmpe gode for byen. Det er rigtig irriterende, at vi skal køre til Viborg, Løvel eller Vammen, når vi mangler en liter mælk. Så vi skal have en butik. Det gør også, at vi kan bevare vores skoler og børnehaver, siger Henning Vester.
Han og fire andre borgere købte bygningen for 575.000 kroner, og ydermere er der brug for knap en million kroner til renovering og nyt varelager, før en ny købmand er en realitet. Penge, som han nu håber, borgerne i byen vil deles om gennem anparter på 2.500 kroner i forretningen.
- Hvis ikke der er lokal opbakning, så kan vi godt droppe det. Men det ser det ud til, at den er kæmpe stor, siger Henning Vester.
218 anparter solgt
I weekenden kunne borgerne høre mere om projektet og ideen med en borgerbutik. Over 300 mødte op, og der blev solgt 218 anparter.
Dirk Huusfelt er en af borgerne fra Rødding, der købte en anpart til 2.500 kroner.
- Vi har både ansvar for og gavn af, at der er en købmand. Det er en god måde at gøre det på, og det kan måske også motivere folk til at handle her, siger han.
Efter mere end fire måneder uden en købmand har han fundet ud af, hvor vigtig den er for byen.
- Indkøbsmuligheder er noget af det, der er vigtigt både for os, der bor her, men også for folk, der påtænker at flytte her ud. Vi har manglet den, så det er bare med at komme i gang, siger Dirk Huusfelt.
Flere borgerprojekter i fremtiden
Ifølge dagligvarekoncernen Dagrofa er der lige nu gang i 78 borgerbutikker over hele landet, og koncernen forventer at runde 100 inden udgangen af 2020.
Dagrofa har lavet en butiksdrejebog til landsbyer, som ønsker at drive en købmand efter anpartsprincippet.
- Hele essensen er, at man har en flok borgere, der skyder penge i og vil det. Man stiller de bedste rammer til rådighed, man moderniserer forretningen og stiller et moderne anlæg til rådighed for købmanden, som så viser, hvad købmandsskab er. Det er et fællesskab, siger Henrik Pedersen, projektchef ved Dagrofa Butiksudvikling.
I Rødding skal der bruges 1,5 millioner kroner til at starte op med varelager og renovering af butikken. Initiativtagerne er foruden anparterne også i gang med at søge fonde og LAG-midler. De håber at kunne åbne igen sidst på året.