Borgere fik genåbnet købmand: - Det har betydet alt for os
Mange lokalsamfund kæmper for den lokale købmands overlevelse. Sparkær er et af de steder, hvor det er lykkedes, og det har haft stor betydning.
Købmandsbutikker genopstår rundt omkring i mindre byer, fordi de lokale borgere i går ind og løfter dem økonomisk. Her i landsdelen har lokalsamfundet enten reddet eller startet en ny købmand flere steder. Blandet andet i Østerild, Ramsing og Sparkær.
I Sparkær er det et år siden, at købmanden genåbnede ved hjælp af penge fra byens borgere.
- Det har betydet alt for os. Det er rart, at vi kan gå ned til vores lokale købmand og handle ind, i stedet for at vi skal køre til Viborg eller andre byer, så det er jo rart, at vi kan støtte det lokale. Og vi kan altid gå ned i weekenderne og købe rundstykker om morgen og få en sludder for en sladder med naboer og købmanden, siger Bjarne Gade, der er formand for borgerforeningen.
Han oplever, at folk bakker op om købmanden, selvom det måske ville være billigere at handle i supermarkederne i de større byer.
- Jeg synes, at der er rigtig stor opbakning. Der er ingen tvivl om, at det har været en sej kamp at komme så langt, som vi er nu, men jeg kan forstå på købmanden, at vi er ved at være godt på vej. Det er ikke sikkert, at vi er i mål endnu, men det går den rigtige vej, så der er rigtig god opbakning fra byens borgere.
Købmanden er nu ejet af borgerne i Sparkær, som fik rejst over en halv million kroner til projektet. For at købmanden kan blive ved med at eksistere, skal kunderne også være loyale og foretage deres indkøb lokalt. Men skulle man have lyst til at handle andre steder, så bliver der ikke set skævt til det.
- Det skal være sådan, at folk kan handle, hvor de har lyst til. Vi ser selvfølgelig gerne, at folk bakker op omkring byen og vores købmand, for det gør jo meget for vores lille by, at vi kan bevare vores huspriser, at folk vil flytte herud, og vi kan få de unge mennesker herud, så vi kan få nogle børn til at gå i skole også. Ting hænger jo ligesom sammen, forklarer Bjarne Gade.
Ifølge koncernen Dagrofa undersøger 50 lokalsamfund lige nu muligheden for at etablere nye Spar- og Min Købmand-butikker i landområderne. I morgen åbner en ny købmandsbutik i Amtoft.