Efter intern uro i Viborg - Byrådsmedlem forlader posten som socialdemokratisk gruppeformand
Mads Panny har på et gruppemøde mandag eftermiddag valgt at trække sig som gruppeformand for Socialdemokratiet i Viborg.
Efter længere tids intern uro har den socialdemokratiske viceborgmester Mads Panny valgt at trække sig som gruppeformand for Socialdemokratiets byrådsgruppe i Viborg. Det har han netop meddelt efter et gruppemøde mandag eftermiddag.
Han har valgt at trække sig med begrundelsen om manglende opbakning fra gruppen.
- Jeg har ikke lige følt, at jeg havde den opbakning, der skulle til for at lykkedes i posten, og så synes jeg, det er mere rigtigt at trække mig og bringe posten videre til en anden, der kan overtage stafetten, siger Mads Panny.
Hvad mener du med manglende opbakning? I er otte byrådsmedlemmer - hvor mange er det, der ikke bakker op om dig?
- Jeg tror ikke, man kan se på det på den måde. Vi har samarbejdet, og jeg har gjort det så godt, jeg kunne og ja, jeg har ikke oplevet den fornødne opbakning, siger Mads Panny.
Hvorfor er det ikke lykkedes dig at få den opbakning?
- Jeg kan kun sige, at jeg har gjort det så godt, som jeg kunne, og nu vil jeg så lade stafetten gå videre og lade en anden tage over på den opgave.
Det er partifællen Mette Nielsen, der tager over på posten.
- Det er en udvikling, jeg ikke umiddelbart havde set komme for en uges tid - fjorten dage siden. Det er Mads' valg, og det tager jeg til efterretning, siger Mette Nielsen.
Hvem er det, der ikke bakker op om Mads Panny?
- Altså Mads er nået til den her konklusion efter at have tænkt nøje over det de seneste dage, slår Mette Nielsen fast.
Det er ikke første gang, der er intern uro i partiet. Mads Panny blev sat på posten som formand i håbet om at kunne samle partiet. En opgave han altså ikke er lykkedes med, og som Mette Nielsen nu skal forsøge sig med.
- Jeg kan i hvert fald sige, at jeg vil gøre mit aller aller bedste, siger Mette Nielsen.
- Og så håber jeg, at jeg med tiden vil vinde den tillid, man får over tid, og ikke bare har fra dag et, siger Mette Nielsen.
Mads Panny forbliver viceborgmester i Viborg Kommune.