Efter voldsom trafikulykke: - Livet må ikke gå til spilde

Efterårsfarverne skinnede om kap med solen, der stod smukt på himlen den oktoberdag i efterårsferien tilbage i 2002.

Så Helena, der på det tidspunkt boede lidt uden for Køge, hoppede på cyklen og kørte derudaf med sønnerne Alexander på tre år i barnestolen, mens seksårige Benjamin fik lov at køre på sin egen cykel ved siden af.

Alt var fryd og gammen lige indtil dét sekund, der for altid ændrede Helenas liv. Hun og Alexander blev påkørt af en bil, og når Helena Rosenberg i dag taler om ulykken, bliver hun stadig dybt berørt.

- Jeg vågner inde i en hæk ved et hus, og jeg kan ikke røre mig. Jeg har en gren i ansigtet, lige ved mit ene øje, og jeg tænker: Gud, hvor heldigt. Jeg kunne jo have været blevet blind, siger svenske Helena Rosenberg.

Langsomt går det op for den fortumlede Helena, at hun må være blevet kørt ned. Hun kalder på Benjamin, som svarer, at han er lige i nærheden. Men Benjamin siger også, at lillebror er blevet helt tung og hvid i øjnene.

- Han siger ”Mor, jeg kan slet ikke løfte ham”. Og dér blev jeg bange og tænkte, min lille dreng har hvide øjne og er så tung, at storebror ikke kan løfte ham. Han er væk,” siger Helena.

Helena beslutter sig for at kæmpe videre

Helenas bange anelser viser sig desværre at holde stik. Treårige Alexanders liv står ikke til at redde, og han dør på sygehuset af sine kvæstelser. For Helenas vedkommende stopper tragedien ikke der. Ved ulykken brækker hun ryggen og bliver lam fra livet og ned.

Men Helena beslutter sig efter tragedien for at give sit liv indhold og kæmpe videre.

I forbindelse med sin rygmarvsskade har hun været på flere hospitaler og genoptræningssteder. Og der finder hun ud af, at hun bliver nødt til at uddanne sig til fysioterapeut.

- Jeg valgte at blive fysioterapeut, fordi jeg jo ikke kan snakke om ting, hvis jeg ikke ved, hvad jeg snakker om. Det gav god mening med alle de forskellige fysioterapeuter, jeg selv har haft. Og nu er jeg kollega med dem, og nu kan jeg give lidt igen af alt det, de har givet mig. Livet må ikke gå til spilde, og jeg er jo i live, siger hun.

Helena har i dag egen klinik i Viborg, hvor hun primært arbejder med patienter, der har lignende skader, eller som har andre neurologiske skader, altså nerveskader.

- Hun er engageret, og hun kan motivere folk til at yde deres bedste. Hun har et utroligt afsmittende humør, og det er dejligt, siger en af patienterne, Poul Erik Hansen.

En anden patient, Rolf Bücking, er også begejstret for Helena Rosenbergs evne til at motivere og gå forrest.

- Hun sidder i rullestol, og hendes barn døde. Hun burde jo sidde og græde, ikke mig, siger han.

Helena har netop startet kørestols-dans i Viborg. Sammen med det lokale dansestudie Danceproject og kørestols-koreograf Nina Breum Jensen fra Roskilde er planen at give kørestolsbrugere, men også gående, mulighed for at slå sig løs på dansegulvet. For det handler om at se muligheder, lyder det fra Helena.

- Selvfølgelig har jeg også dårlige dage. Det har alle mennesker. Men jeg har altid haft nemt ved at mærke lyst. Og jeg ved jo ikke, hvordan jeg skal give andre opskriften på det. Men jeg kan i hvert fald inspirere dem. Det giver mig livskvalitet, siger Helena.