Erik er nabo til den væltede kran: - Det er ikke sjovt

Tirsdag eftermiddag væltede en stor kran på en byggeplads i Viborg. Underlaget var ikke stabilt nok.

2:10
Erik Jensen elsker at følge byggepladsen. Tirsdag blev det dog lidt for spændende.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST

Erik Jensen fra Viborg har fulgt byggeriet på Morvillesvej i Viborg tæt fra start.

- Det er jo spændende, siger Erik Jensen, der bor som nærmeste nabo dertil.

Tirsdag blev det dog lidt for spændende, da en stor, femakslet mobilkran pludselig væltede.

- Så lød der et stort brag, som kunne høres langt bort, har jeg fået at vide. Det er forfærdeligt. Man står og tænker mange tanker. Hvem er kommet til skade? Hvor mange går dernede i graven, der hvor den er væltet? Og hvad er der sket med dem?, fortæller Erik Jensen.

En masse udrykningskøretøjer blev tilkaldt stedet, og man kunne konstatere, at kranens 55-årige fører røg ud af kranen og et ukendt antal meter ned. 

Først lød meldingen, at han var kommet alvorligt til skade. Tirsdag sidst på dagen var meldingen fra lokalpolitiet i Viborg, at manden var på vej på opvågning med et brud på armen.

- Det er jo et kæmpe stykke værktøj. Det er sjældent, man ser sådan noget. Uha, siger Erik Jensen.

Styr på underlaget

Arbejdstilsynet har undersøgt byggepladsen og kranen efter arbejdsulykken, og her er man kommet frem til, at underlaget ikke har været stærkt nok. 

- En mobilkran har fire støtteben, og et af de støtteben er sunket ned i terrænet og derved er kranen væltet, siger Martin Skåning, der er tilsynschef i Arbejdstilsynet Region Midt og Nord.

- Man har undersøgt og tænkt, at det var godt nok. Man har vidst, hvad der var i øverste lag, men ikke nedenunder, og det skal man jo vide, inden man opstiller så tung en maskine.

Kranfirmaet har nu fået et strakspåbud om at sikre sig, at kranen, der vejer over 100 tons, bliver opstillet korrekt. 

Her ses den væltede kran i dagslys. Planen er, at den skal rejses torsdag.
Her ses den væltede kran i dagslys. Planen er, at den skal rejses torsdag.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST