Fængslet for en flanksteak: Kødtyveri blev til voldeligt røveri
Et butikstyveri i SPAR udviklede sig i weekenden, da tre unge mænd begik røveri.
En flanksteak, tykstegsbøffer og en flaske øl.
Det lyder som opskriften på en hyggelig aften, men i fredags blev det opskriften på det helt modsatte for medarbejderne i SPAR i Bjerringbro.
Kort før aftensmadstid fredag kom tre tilsyneladende sultne mænd fra Bjerringbro ind i byens SPAR-butik.
De tre mænd på 20, 22 og 23 år gik hen til køledisken med en hvid bærepose.
Posen blev hurtigt fyldt med noget af det dyreste kød fra disken - ribeye-bøffer til flere hundrede kroner, flanksteak og tykstegsbøffer.
Nikkede skalle og slog med ølflaske
Men en medarbejder holdt øje med de tre mænd, som hun kunne genkende fra et tidligere butikstyveri.
Derfor konfronterede hun og en anden medarbejder de tre mænd og trak dem ind i et baglokale.
Det fik butikstyvene op i det røde felt, så tyveriet udviklede sig til et røveri. Medarbejderne blev truet, skubbet, slået med en ølflaske og nikket en skalle.
Det fortæller politikommissær Peter Søndergård fra Viborg Politi.
- Det er tre af politiet særdeles kendte gerningsmænd, så vi kunne træffe dem på en adresse i Bjerringbro, siger Peter Søndergård.
Han oplyser desuden, at de to af mændene lørdag blev varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør.