Fem års fængsel for hjemmerøveri: Sprøjtede hårlak i hovedet på 88-årig
Den dømte mente ikke, at der var tale om et røveri, men endte alligevel med at modtage dommen.
En 88-årig kvinde blev den 8. august sidste år udsat for et hjemmerøveri i en ældrebolig i Skals - det har nu kostet en 42-årig mand ved navn Jon Jensen fem års ubetinget fængsel.
Dommen faldt torsdag ved retten i Viborg, og med den ubetingede straf fulgte retten anklagerens påstand.
- Jeg er fuldt ud tilfreds med, at dommen følger det udgangspunkt på fem år, som lovgiver har fastsat i sådanne sager, siger anklagerfuldmægtig Nanna Krøyer Lundhøj.
Den 42-årige kravlede ifølge dommen ind gennem et åbentstående vindue klokken halv fire om natten, mens den ældre kvinde sov.
Først gennemsøgte han boligen, hvorefter han vækkede den 88-årige og krævede at få udleveret 15.000 kroner og hendes hævekort.
Erkendte tyveri - men ikke røveri
Da kvinden sagde, at hun ikke havde så mange penge, gennede han hende rundt i boligen, og på et tidspunkt sprøjtede han hårlak i hovedet på hende, ligesom han slog hende med en grydeske og en paletkniv af træ.
Til sidst valgte manden at løbe fra stedet - udbyttet fra hjemmerøveriet begrænsede sig til en pung og nogle få personlige effekter.
Den dømte afviste i retten, at der var tale om et hjemmerøveri. Han erkendte at have stjålet fra den ældre kvinde, men forklarede, at han forlod boligen, da hun vågnede af sig selv.
Den forklaring troede domsmandsretten ikke på, og den 42-årige valgte også at modtage dommen.
Ud over hjemmerøveriet blev han også dømt for et indbrud på Skals Skole.